Præsident Donald Trump synes at have vundet det første slag om beskyttelse af den nationale sikkerhed og brugernes data med et delvist salg af Tiktok, en globalt populær kinesisk app, til to amerikanske ikonvirksomheder.
Trump ville forbyde brugen af Tiktok i USA. Som udgangspunkt en app, børn og unge bruger til at lave korte dansevideoer, men i voksende grad også anvendt til politiske formål og under amerikanske anklager for at indsamle data fra brugerne, som sendes tilbage til styret i Beijing. En anklage, der afvises klart af Bytedance, Tiktoks ejer.
Oracle og Walmart, henholdsvis it- og detailvirksomheder, vil nu erhverve sig henholdsvis 12,5 og 7,5 pct. af Tiktok, men siger alligevel i en fælles erklæring med præsident Trump, at den kinesiske app vil blive “majoritetsejet af amerikanske investorer.” Forklaringen kan være, at flere amerikanske investorer har andele i Bytedance, der altså er ejer af Tiktok.
Men på Jinri Toutiao, et kinesisk socialt medie, også ejet af Bytedance, hedder det ifølge ft.com, at det nye selskab i USA, Tiktok Global, vil blive et 100 pct. ejet datterselskab.
“Et helt afgørende element er også den teknologi og koder, der er anvendt i Tiktok
Et helt afgørende element er også den teknologi og koder, der er anvendt i Tiktok.
For ganske kort tid siden har den kinesiske regering svaret igen på USA’s forbud mod teknologieksport til Kina med et lignende tiltag, der også omfatter software. Derfor erklærer Bytedance, at i den handel, der nu er på bordet, men ikke endelig godkendt af de involverede virksomheder, “er overførsel af teknologi eller koder ikke inkluderet,” mens Oracle og Walmart i deres offentlige erklæring fremhæver, at “teknologi i Tiktok vil være ejet af Tiktok Global,” det nye selskab i USA.
Hvorvidt det er en præcis fortolkning, synes i høj grad at stå åbent, men præsident Trump har både forlangt, at alle data og algoritmer overlades til USA, samt at den amerikanske regering i øvrigt får en bid af kagen. Derfor takkede han kineserne for at yde 5 mia. dollar til uddannelsesformål. En aftale, som Bytedance gav udtryk for ikke at have hørt noget om.