Gode klimanyheder er svære at finde. Og når man finder dem, er de ikke nødvendigvis så gode som først antaget.
På førstedagen af det godt to uger lange globale klimatopmøde, COP28, er der enighed om at skabe en ny såkaldtloss and damage fund. Kort sagt, en meget stor pengekasse, hvor de rige lande (læs: fortidens klimasyndere) hælder penge i, så de fattigere lande (læs: klimaforandringernes største ofre) kan få økonomisk støtte til at afbøde skader og forberede sig på endnu værre klimaforandringer.
Et overraskende, positivt gennembrud? Ja, for så vidt som der f.eks. kommer rosende ord fra Barbados, der kan oversættes med, at sent er bedre end aldrig, og at det er på høje tid, hvis ikke klimaskaderne skal accelerere. Barbados er ofte talsmand for gruppen af udviklingslande, der bl.a. rammes af orkaner og oversvømmelser.
Mens andre ngo’er – uden endnu at have set, hvor mange penge, der kan forventes afsat – kritiserer fejl og mangler ved fejl- og skadefonden. Eksempelvis lyder det i en mail fra Folkekirkens Nødhjælps klimachef, Mattias Söderberg, at “det er klart, at fonden alene rækker slet ikke til de massive klimaødelæggelser, verden står midt, og som kun bliver værre og værre”.
Et yderligere advarselssignal kan rejses. Som så ofte ved globale møder er intet aftalt før alt er aftalt. Med andre ord, uden fuld enighed blandt de 190 deltagende lande, kan tilsagn trækkes tilbage. Så den tidligere enighed om, at fonden for de fattigste lande kan vise sig at være et trøstebolsje for, at der ikke sker fremskridt på andre områder. Og bolsjet kan blive helt taget af bordet.
“Vores bekymring er, at beslutningen måske kan bruges taktisk til at blokere for vigtige beslutninger om reduktion af fossile brændstoffer og finansiering af klimatilpasning,” skriver Mattias Söderberg eksempelvis.
Tilsvarende skepsis overfor, hvad man kan forvente af resultater fra de 150 stats- og regeringsledere, der over to dage åbner topmødet, og derefter fra de i alt over 70.000 mennesker indsats, er meget tydelig hos den britiske storbank, HSBC. Med investorøjne følger banken spørgsmål om klima og biodiversitet meget tæt.
For det er indlysende, at beslutningerne på COP28 kan og vil få stor betydning for værdiansættelse af mange aktiver. Man kan blot minde om de seneste måneders betydelige kurshop i mange fossile aktier kontra fald i Ørsted og andre grønne aktier.
Blandt de helt afgørende spørgsmål for olieselskabernes fremtid er, hvad man på COP28 forpligtiger sig til. Bliver formuleringen om olie, naturgas og kul, at de “udfases” – og i givet fald med hvilken hast – eller får olielandene presset et elastisk begreb igennem, så de fossile brændstoffer kun skal “nedfares”?
“Behovet synes enormt, der er brug for “hundredvis af milliarder dollar. En tom fond hjælper ikke vore folk.”
Eksperterne i HSBC er måske fødte skeptikere, men de forventer den sidste løsning, nedfasning, for at få enighed på COP28. Og tror slet ikke, at man vil gå så langt i udfasningsambitionerne som at erstatte “kul” med det noget bredere “fossile” brændstoffer.
Dertil er alt for mange og alt for store milliardbeløb på spil for alt for mange lande. Helt fremme i billedet står – som omtalt i det meste af verden – sultan Alj Jaber både i spidsen for COP28 og for Emiraters største olieselskab, Adnac, der over de kommende år planlægger store stigninger i sin olie- og gasproduktion.
Ambitioner som Adnac og sultanen deler med stort set alle andre i branchen. I en kun to uger gammel FN-rapport hed det, at produktion af kul, det mest CO2-udledende brændstof, bliver ved med at stige indtil 2030. Kina bliver ved med at etablere nye kulkraftværker, men bl.a. også Rusland, Indien og Indonesien øger kulproduktionen.
Produktionen af olie og gas vil blive ved med at stige endnu længere – helt frem til 2050. Konsekvensen er klar ifølge FN: Så har verden ingen chance for at overholde det fælles mål om at begrænse den globale temperaturstigning til maksimalt 1,5 grader i forhold til den førindustrielle periode.
Derfor peger HSBC også på, at der i Dubai er “for lidt fokus på tilpasning” – altså hvordan man forbereder sig på konsekvenserne af klimaforandringer. Kritikken handler om, at der for megen fokus på “begrænsning,” at nedbringe udslip af CO2 og andre drivhusgasser, men at det ikke hjælper de udsatte, som oftest udviklingslande, der selv har minimale emissioner, men “bliver hårdest ramt af klimabegivenheder”.
En anden storbank, Citi, er i sit omfattende oplæg til COP28 tænker i tilsvarende baner. De har analyseret sammenhængen mellem klimaforandringer og vandressourcer og derfor også verdens fødevareforsyning.
Bundlinjen er klar. I et scenarie, de kalderbusiness as usualog uden store ændringer i klimapolitikken, er mange af verdens største produktionssteder for basale fødevarer som ris, hvede, majs og sojabønner i “medium til ekstrem høj risiko” for at mangle vand til at dyrke den mad, som hundredvis af millioner af mennesker af afhængige af.
“Det problem kategoriseres også som tilpasning, der ofte ses som et sideshow i klimaforhandlingerne” påpeger Citi, der mener, at den pilotering skal ændres. Af hensyn til risici for hungerkatastrofer, men også fordi det påvirker børsnoterede virksomheder med samlede indtægter på 3,1 billioner dollar.
Og så er vil tilbage ved vedtagelsen afloss and damage fund. Som den gode vært for COP28 går Forenede Arabiske Emirater forrest ved at love at lægge 100 mio. dollar i fonden. Hvor meget det kan blive til, vides ikke, for der følger ikke checks med underskrifterne. Men behovet synes enormt. Madeline Diouf Sarr, formand for en gruppe af 48 udviklingslande, siger, ifølge The Guardian i Dubai, at der er brug for “hundredvis af milliarder dollar. En tom fond hjælper ikke vore folk.”
