De første skridt mod en højere selskabsskat i USA er taget.
Demokraterne i Repræsentanternes Hus har mandag fremlagt udkastet til en forhøjet selskabsskat fra de nuværende 21 pct. til et nyt niveau på 26,5 pct. Indtægterne skal være med til at finansiere partiets forslag om en ny gigantisk finanspolitisk pakke på 3.500 mia. dollar til reformering af bl.a. uddannelse og sundhed i USA.
Forslaget vil være en delvis tilbagerulning af Trump-regeringens skattereform fra 2017, hvor man sænkede selskabsskatten fra 35 pct. til 21 pct.
Demokraterne i Huset foreslår i øvrigt, at man hæver skatten på kapitalindkomst fra 20 til 25 pct. samt en progressiv “millionærskat” på ekstra 3 pct. for amerikanere, der tjener mere end 5 mio. dollar om året.
“Jeg tror, at den samlede historie er positiv for væksten
Frederik Engholm, chefstrateg, Nykredit
Selvom skatteudspillet har været ventet længe, kan det alligevel lægge pres på markederne i den kommende tid, mener Nykredits chefstrateg Frederik Engholm.
“Hvis det ender med at blive som det er fremlagt, så vil det på kort sigt være en negativ faktor for amerikanske selskaber og i det lys en negativ faktor for det amerikanske aktiemarked,” siger han.
pct. foreslår Demokraterne i Huset, at man skal betale i selskabsskat
På lidt længere sigt vil reformen da også styrke USA, såfremt indtægterne går til at styrke både den bløde og hårde del af landets infrastruktur, mener Frederik Engholm, der heller ser en velfinansieret plan end en markant højere gældsætning.
“Jeg tror, at den samlede historie er positiv for væksten,” siger han.
Kongressen er allerede blevet enige om en tværpolitisk pakke på 1.000 mia. dollar til fysisk infrastruktur såsom veje, broer, lufthavne og elnet. Den nye pakke er på 3.500 mia. dollar, hvor størstedelen går til at styrke uddannelser og sundhed i USA, men hvor der også er sat store beløb af til klimaprojekter, retssystemet, pension og barsel.
“Fra mit perspektiv er det langt vigtigere for den overordnede vækstudvikling i USA, at man får investeret på de områder. Det at det så bliver finansieret af en lidt højere selskabsskat, som i virkeligheden bare spoler nogle skattelettelser fra for ganske nyligt tilbage, det synes jeg ikke særlig problematisk,” siger Nykredits chefstrateg.
Joe Biden havde oprindelig spillet ud med en forhøjelse af selskabsskatten til 28 pct. og en kapitalindkomstskat på 39,5 pct. Mandagens udspil er derfor et forsøg på et kompromis for at få begge fløje i det demokratiske parti til at stemme for. Moderate kræfter i senatet – herunder Joe Manchin fra West Virginia – har tidligere udtrykt modstand mod skattestigninger.
Pakken på 3.500 mia. dollar er i realiteten en del af dem amerikanske budgetlov, hvilket gør det muligt for demokraterne at vedtage den med et simpelt flertal. I Senatet er fordelingen 50/50 med vicepræsident Kamala Harris (D) som afgørende ved stemmelighed. I Huset er fordelingen 220 til Demokraterne og 212 til Republikanerne.