Rusland er blevet det første land, der har fået godkendt en vaccine mod covid-19, lød det fra Vladimir Putin tirsdag. Nu vil de begynde masseproduktionen og immunisering af nøglemedarbejdere i de næste par uger.
Det skriverFinancial Times.
Godkendelsen af vaccinen til civilt brug kommer efter kun to måneders forsøg på mennesker og understreger Moskvas ønske om at skynde vaccinen gennem test- og forsøgsprocedurer i et forsøg på at slå de vestlige farmaceutiske virksomheder.
Det lyder fra Moskva, at vaccinationen kan begynde allerede denne måned, men eksperter har sået tvivlet om Ruslands evne til at udvikle en passende vaccine så hurtigt. Forsøg af sådanne lægemidler plejer at forløbe over flere år for at sikre sikkerheden og effektiviteten af lægemidlet, skriver Financial Times.
“Så vidt jeg ved, er der her til morgen for første gang i verden registreret en vaccine mod coronavirusinfektionen her,” lød det fra Vladimir Putin på et pressemøde tirsdag, og han fortsatte: “Jeg ved, at det fungerer ret effektivt. Det danner en stabil immunitet. Jeg gentager, det har bestået alle de nødvendige prøver.”
Vaccinen med navnet Sputnik blev udviklet af det statslige Gamaleya Institute i Moskva. Der vil fortsat blive lavet forsøg med vaccinen, også når den begynder at blive distribueret til offentligheden.
Forskningsinstitutter, farmaceutiske virksomheder og statslige agenturer over hele verden arbejder på mere end 100 potentielle vacciner til beskyttelse mod covid-19. Derfor har flere lande også allerede vist interesse for at modtage forsendelser af vaccinen, sagde Mikhail Murasjko, Ruslands sundhedsminister, på mødet.
“Den gradvise anvendelse af vaccinen i civil cirkulation vil nu begynde. Først og fremmest anser vi det for nødvendigt at tilbyde vaccination til dem, hvis arbejde er relateret til kommunikation med inficerede mennesker. Det er blandt andet medicinske arbejdere og dem, som børnenes helbred afhænger af: vores lærere,” lød det fra Ruslands sundhedsminister.