ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Advarsel fra senator Marco Rubio: Rigsretsag mod Trump kan gøre ham til martyr

Tegn på, at en dom i rigsretssagen kan gå imod Trump, viser sig. Mitch McConnell, den republikanske leder, er nøglepersonen

Mitch McConnell, republikansk leder i Senatet, tøver med at erklære sin støtte til Trump i rigsretssagen. Foto: Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix
Mitch McConnell, republikansk leder i Senatet, tøver med at erklære sin støtte til Trump i rigsretssagen. Foto: Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix

Uanset om præsident Donald Trumps egne i Senatet vælger at fælde ham med en dom i rigsretssagen, så forsvinder truslen mod demokratiet i USA ikke.

Donald Trump kan som den første præsident i USA's historie blive dømt ved en rigsret. Han er én gang tidligere blevet frikendt – ligesom også forgængerne Bill Clinton og Andrew Johnson blev det – men en historisk dom mod Trump kan få videre konsekvenser end dommen selv og dermed betyde et stop for præsidentens ambitioner om at kandidere ved præsidentvalget i 2024.

Dømmer et flertal på mindst to tredjedele af de 100 senatorer Trump for at have opildnet til uro, er det potentielt mest farlige spørgsmål – set fra den politiske midte – hvordan det vil påvirke trumpismen og protesterne mod eliten, finansfolkene på Wall Street og de etablerede medier.

Var stormen på Capitol Hill sidste onsdag et angreb på demokratiet? Ja, selvfølgelig, lyder svaret fra store dele af verdens politiske magthavere og meningsdannere. Samt selvfølgelig også ifølge tankegangen i den del af USA, der af antropologen Joseph Henrich, Harvard University, i en ny bog er døbt, Weird, western, educated, industrialised, rich og democratic.

Men Weird er ikke en majoritet i USA. En meningsmåling fra Yougov viste i sidste uge, at knap halvdelen af republikanerne mener, at stormen på Kongressen var helt i orden. Kun en fjerdedel betegnede det som et angreb på demokratiet.

Rigtig mange republikanere deler Donald Trumps anklager om valgsvindel. I december sidste år viste en analyse fra Quinnipiac University, at trefjerdedele af republikanere mener, at der var udbredt valgsvindel ved præsidentvalget. 97 pct. af demokraterne afviser påstanden. Andre undersøgelser viser, at kun 18 pct. af Trumps vælgere stoler på medierne, kun 30 pct. stoler på regeringen. I det omfang de overhovedet stoler på nogen, så er det kun de nærmeste. Hvad enten det er i familien, på jobbet, i nabolaget eller de helt nære myndigheder – stammeopdelingen er fremherskende i USA.

Konspiratorisk blindgyde

Det er den udvikling, republikanerne i Senatet skal beslutte, om de vil omfavne eller tage afstand fra i rigsretssagen. Stephen Collinson, politisk kommentator på CNN, mener, at partiet er i en eksistentiel krise, hvor den kommende beslutning vil afgøre, om “et parti ude af kontrol kan genskabe sin konservative sjæl eller er dømt til at løbe ind i en konspiratorisk, antidemokratisk blindgyde”. Ligesom Collinson, repræsentant for hvad Trump i fire år har kaldt folkets fjende og fake news, peger på, at rigsretssagen vil vise, “om og hvor hurtigt USA's politiske institutioner kan blive rehabiliterede efter de konstante angreb fra præsidenten”.

Nøglepersonen er Mitch McConnell, den erfarne, ofte uforsonlige og længst siddende leder af republikanerne i Senatet. Han har støttet Trump i de seneste fire år, men siger i disse timer absolut intet til citat.

Ifølge amerikanske medier forklarer kilder tæt på McConnell imidlertid, at han mener, at Trumps ageren inden stormen på Kongressen i sidste uge er tilstrækkeligt til at blive dømt ved en rigsret. Det er opsigtsvækkende. Til sine kollegaer skriver McConnell lidt forsigtigere, at “jeg har ikke truffet en endelig beslutning, og jeg har i sinde at høre de juridiske argumenter, når de fremlægges i Senatet”.

Mindst fem andre navngivne senatorer har skarpt kritiseret Trump, men uden at sige klart at de vil dømme Trump. Men alt indikerer, at hvis Mitch McConnell stemmer sammen med demokraterne, så vil flere følge efter. Konsekvensen bliver sandsynligvis, at republikanerne skal se sig om efter et nyt lederskab og grundlæggende beslutte, om man holder fast i den populistiske, nationalistiske linje eller vil vende tilbage til mere traditionelle republikanske værdier.

Tre fjerdedele af republikanere mener, at der var udbredt valgsvindel ved præsidentvalget

Skal Trump dømmes, kræver det et flertal på to tredjedele af de 100 medlemmer, hvor der er 50 senatorer fra hvert parti. Dermed skal mindst 17 republikanere vælge at dømme deres egen præsident. Det kan også spille ind på beslutningerne, at flere senatorer, ligesom McConnell selv, er i en alder, hvor de ikke genopstiller igen og derfor kan stemme frit. Uden at være afhængige af Trump-loyalister.

Trump som martyr

Muligheden synes reel. Wall Street Journal har spurgt over tyve senatorer, og kun fem vil helt klart støtte præsidenten. Blandt dem er Marco Rubio, Florida, der til Telemundo siger, at en rigsretssag vil “true med at gøre ham til en martyr”. Han kan få ret. FBI advarer om mulige uroligheder i alle 50 stater, når Joe Biden på onsdag indsættes som præsident.

Også senator Lindsey Graham er vendt tilbage som Trump-støtte. Opsigtsvækkende afviste han ellers i sidste uge at følge Trumps opfordring til at stemme imod resultatet af præsidentvalget ved godkendelsen i Kongressen. Nu advarer han mod potentiel skade for både USA og det republikanske parti og understreger i en erklæring, at “de millioner, der har støttet Trump, ikke skal dæmoniseres på grund af de afskyelige gerninger fra en ophidset pøbel”.

Alt er p.t. uvist om det videre forløb af rigsretssagen, initieret i Repræsentanternes Hus. Det gælder tidspunktet for sagens fremlægning og dom, og det gælder derfor også, hvordan sagen kan blokere for de første og vigtige godkendelser af Joe Bidens ministre og for den politiske behandling af Bidens økonomiske planer. Den kommende præsident siger, at landet “også er fanget af en dødelig virus og en svigtende økonomi. Jeg håber, at lederne i Senatet vil finde en måde at klare deres forfatningsmæssige forpligtigelser i en rigsret, men også arbejde med landets andre presserende opgaver”.

Det kan de ikke, mens rigsretten kører. Og den kan begynde i næste uge.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis