ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

OECD: Væksten er tilbage i Sverige, men skat på arbejde skal ned og afløses af højere bolig- og klimaskatter

Statsminister Stefan Löfven til højre for Kong Carl Gustav ved ceremonien, da han 9. juli blev genindsat som regeringsleder. Arkivfoto: Christine Olsson/AFP/Ritzau Scanpix
Statsminister Stefan Löfven til højre for Kong Carl Gustav ved ceremonien, da han 9. juli blev genindsat som regeringsleder. Arkivfoto: Christine Olsson/AFP/Ritzau Scanpix

Sverige, Danmarks tredjestørste eksportmarked med et samlet køb i Danmark på ca. 125 mia. kr., er vækstmæssigt på vej tilbage i et højere gear.

Det vurderer OECD, de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation, i en ny landerapport, hvor man sætter den økonomiske vækst til at blive på 3,9 pct. af bnp i år og marginalt lavere på 3,4 pct. i 2022.

Det kommer i kølvandet på et fald på 3 pct. af bnp sidste år, da covid-19-pandemien og de økonomiske restriktioner toppede, hvor også det private forbrug i Sverige faldt med 4,7 pct., men nu er der udsigt til stigninger på 3,2 og 4,6 pct. i år og næste år.

“Væksten i det private forbrug kan blive ramt af usikkerhed og højere ledighed, uanset det understøttes af høj opsparing,” advarer OECD-økonomerne, der også henviser til, at den stærkt omdiskuterede svenske model for kampen mod covid-19 med færre restriktioner end i mange andre lande – herunder de nordiske – ikke havde nogen synderlig økonomisk effekt.

“Infektionsraterne har været høje. Uanset blødere krav til overholdelse af distance end i de fleste øvrige OECD-lande, så har pandemien skadet de økonomiske aktiviteter, især indenfor de sektorer, der forudsætter personlig kontakt,” fremhæver OECD i analysen, hvor man også peger på, at “den seneste pandemibølge kun vil komme langsomt under kontrol, uanset strengere krav til afstand.”

Til den svenske regering er der i øvrigt anbefalinger om at reducere beskatningen på arbejdet for i stedet at øge skattebyrden på klimaformål og at udfase rentefradrag på boliglån og i det hele tage øge de løbende boligskatter.

Svenskerne skal også, mener OECD, arbejde længere. Man skal, som det hedder, “øge maksimumalderen for retten til at forblive i beskæftigelse og minimumsalderen for at modtage statens alderspension og den basale pension i takt med den forventede levealder.”

Og så skal Sverige “udfase reduktionen i energiskatter på brændstof til landbrug, skovbrug og fiskeri.”



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis