Den danske kommissær Margrethe Vestager og hendes stab i EU-Kommissionen har tirsdag godkendt et statsstøttetiltag under de nye midlertidige regler om rekapitalisering af virksomheder. Det er første gang at disse nye regler tages i brug.
mia. euro eller ca. 7,5 mia. kr. vil Litauen mobilisere i halvt offentlige, halvt private midler til rekapitalisering af trængte virksomheder
Ifølge den nye litauiske ordning skal der være tale om store eller mellemstore virksomheder, som er ramt af coronakrisen. Kommissionen har gennemgået den nye fondskonstruktion og fundet, at den stemmer med EU’s retningslinjer.
I første omgang investerer den litauiske stat 100 mio. euro i fonden og stiller lånegaranti for yderligere 400 mio. euro. Derefter skal fonden gå efter at tiltrække private investeringer for yderligere op til 500 mio. euro.
Margrethe Vestager siger i Kommissionens meddelelse, at den litauiske fond har til formål “at lukke op for likviditet og kapitalstøtte” til de dele af Litauens erhvervsliv, der er ramt af corona, og at den vil give virksomheder “adgang til finansiering i denne svære tid.”
Hun lægger også vægt på, at skatteyderne får tilstrækkelig belønning for den risiko, de løber, og at der er indbygget incitamenter til at købe staten ud af virksomhederne igen hurtigst muligt.
“Blandt Kommissionens krav er også, at virksomheder, der får offentlig kapital, ikke udbetaler aktieudbytte eller bonus til ledelsen, ligesom de ikke må opkøbe konkurrenter, før de igen er i stand til at operere uden offentlig finansiering. Hvis en virksomhed har brug for mere end 250 mio. euro, så kræver det en separat godkendelse. Og kun virksomheder, der ikke var i økonomiske problemer 31. december 2019, kan modtage statslige kapitalindskud.Denne litauiske fond vil lukke op for likviditet og kapitalstøtte til litauiske virksomheder, som er ramt af corona-udbruddet
Margrethe Vestager, EU-kommissær
Både Vestager og en talsmand har tidligere oplyst til Børsen, at Kommissionen er i løbende kontakt med flere lande, der i øjeblikket arbejder på at etablere fonde for at skyde kapital i virksomheder. Vestager sagde for nylig til Børsen og andre danske medier, at hun forventer en så alvorlig krise, så alle EU-lande vil få brug for at tage det nye rekapitaliseringsværktøj i brug.
I Danmark har Venstres leder Jakob Ellemann-Jensen foreslået en krisefond til eksportvirksomheder, finansieret af private investorer men med statsgaranti for en del af de eventuelle tab.
Også Italiens regering har varslet, at der arbejdes på at etablere en fond, som kan skyde kapital i trængte virksomheder. Men Litauens tiltag er altså det første, der får formel godkendelse.