Den mexicanske centralbank, Banco de México eller bare Banxico, har torsdag atter sænket sin toneangivende rente. Renten er blevet sat ned med 0,50 pct.point til 5,00 pct.
Det skriver Bloomberg News.
Beslutningen var ikke noget overraskelse, da alle 21 af Bloomberg News adspurgte økonomer havde regnet med en ny rente i netop 5,00 pct.
Banxico fremhæver samtidig med rentenedsættelse, at risikoen for væksten stadig er størst på den nedadgående side.
Mexico sled allerede i 2019 med væksten, da landet i årets tre sidste kvartaler oplevede negativ vækst, ligesom BNP også faldt i første kvartal. Coronaudbruddet har blot forværret situationen med langvarig nedlukning gennem andet kvartal 2020.
Det er femte gang i 2020, at Banco de México, Banxico, sænker sin rente. I 2019 sænkede banken sin rente fire gange med samlet 1,00 pct.point. fra 8,25 pct.
/ritzau/FINANS