ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kinas præsident Xi åbner World Economic Forum med advarsel til Vesten mod at indlede en ny kold krig

Kina flyver ind

i Taiwans luftrum, men præsident Xi Jinping understreger i Davos-tale at andre lande ikke skal blande sig i Kinas interne forhold

Præsident Xi Jinping taler ved World Economic Forum, men i år hjemme fra Beijing. Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Præsident Xi Jinping taler ved World Economic Forum, men i år hjemme fra Beijing. Foto: AFP/Ritzau Scanpix

Præsident Xi Jinping advarer andre af verdens lande “mod at blande sig i andre landes interne forhold”.

Derfor vil mange “nok opfatte talen som temmelig ironisk, da mange kritikere af Kina ofte påpeger, at hvis der er noget land, der har blandet sig i andre landes interne forhold, så er det netop Kina,” siger Casper Wichmann, daglig leder af Think China, Københavns Universitet.

Han henviser til Xi Jinpings tale ved åbningen af World Economic Forum, der “ellers er fyldt med gamle travere.” Den indblanding, Wichmann henviser til, er især det enorme infrastrukturprogram Belt and Road, som ingen i Vesten kender prisen på. Her er Kina økonomisk dybt involveret i mange lande i Afrika, Asien samt i Europa.

Xi Jinpings tale er i øvrigt rettet især mod USA’s nytiltrådte præsident, Joe Biden, der ikke selv har sagt meget om, hvordan han vil håndtere den kinesiske udfordring, der er økonomisk, teknologisk og i voksende grad også militær.

Men Janet Yellen, Joe Bidens valg som ny finansminister, meldte under sin høring i Senatet i sidste uge meget klart ud, hvordan den nye administration forholder sig til Kina:

“Kina er helt klart vores vigtigste strategiske konkurrent. De har stjålet intellektuelle rettigheder og brugt metoder, der giver dem et unfair teknologisk forspring, herunder tvungne teknologioverførsler.” En henvisning til Kinas praksis med at kræve af udenlandske virksomheder, der vil investere og producere i Kina, at de deler deres teknologiske knowhow med lokale partnere i et joint venture.

Kina er helt klart vores vigtigste strategiske konkurrent. De har stjålet intellektuelle rettigheder

Janet Yellen, finansminister, USA

Eskaleret

På handelsfronten er konflikten mellem USA og Kina også eskaleret. Ganske få timer inden Xi Jinping indledte sin tale, fortalte kilder i Washington, at præsident Biden mandag gør alvor af sit valgløfte om “Buy American” ved at underskrive en ny lov, der strammer kravene til lokalt indhold i USA’s offentlige indkøb for årligt ca. 600 mia. dollar. Det vil bl.a. ramme Kina.

Atomvåben

Samtidig provokerer kinesiske styrker ifølge bl.a. BBC Taiwan og dermed USA, landets afgørende allierede. Otte bombefly, der kan medbringe atomvåben, fire kampfly og en ubådsjæger fløj ifølge forsvarsministeriet i Tapei lørdag ind i landets forsvarszone. Søndag kom en ny og større styrke ind i Taiwans luftrum. Ifølge BBC sker det for at teste den nytiltrådte amerikanske præsident.

Xis tale kommer, på et tidspunkt hvor den globale dagsorden bl.a. handler om, hvorvidt EU og USA kan finde sammen i en fælles front mod Kinas voksende dominans. Xi Jinping advarer især USA om, at den fortsatte fjendtlige holdning over for Kina – hvis substans ikke ventes ændret under præsident Joe Biden – kan føre til militær konflikt.

“At starte en ny kold krig, at afvise, true eller intimidere andre, med vilje af afkoble, understøtte afbrydelser eller sanktioner eller at skabe isolation eller fremmedgørelse vil kun skubbe verden ud i en opdeling eller konfrontation,” siger Xi Jinping.

600

mia. dollar er USAs årlige offentlige indkøb ca. på

Taler om samarbejde

Xi Jinping advokerer for genoplivning af internationalt samarbejde på næsten alle tænkelige fronter og ser kun verdens samlede velfærd og vækst vokse, hvis det sker i “respekt for international lov.”

Men Xi understreger også, at “intet land er andre overlegent.”

“Xi taler meget om det internationale samarbejde, om multilateralisme og respekt for organisationer som FN, WTO og WHO. Men det er jo netop, fordi Kina i voksende grad har fået egne folk placeret i disse organisationer, og fordi Xi godt ved, at Kina teknologisk stadig er sårbar, hvis tech-virksomhederne bliver afskåret fra avancerede komponenter fra USA,” siger Casper Wichmann.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis