Den kinesiske stat griber nu ind i krisen omkring den efterhånden verdensberømte ejendomsgigant Evergrande og køber en aktiepost, som Evergrande ejer i en kinesisk bank ved navn Shengjing Bank.
Det skriver Evergrande i en fondsbørsmeddelelse.
Evergrande sælger ejerandelen i Shengjing Bank for 9,8 mia. kr. til det statsejede investeringsfirma Shenyang Shengjing Finance Investment Group.
Formålet er ikke så meget at nedbringe Evergrandes tårnhøje gæld, men snarere at stabilisere banken, der er blevet ramt af balladen om den gældsplagede ejendomskæmpe.mia. kr. skylder Evergrande til banker, leverandører og andet
“Virksomhedens (Evergrandes, red.) likviditetsproblemer har på betydelig vis påvirket Shengjing Bank negativt. Tilgangen af køberen, en statsejet forretning, vil hjælpe med at stabilisere driften i Shengjing Bank,” skriver Evergrande i meddelelsen.
Det fremgår af meddelelsen, at det er en betingelse for aktiesalget, at alle pengene går til at betale af på en gæld, som Evergrande har til netop Shengjing Bank.
Dermed er der ikke udsigt til, at Evergrande kan bruge pengene til nogle af de rentebetalinger til obligationsejere, som ellers tidligere har rystet verdensmarkederne.
De aktier, som Evergrande sælger, svarer til en ejerandel på 20 pct. af Shengjing Bank. Evergrande har efter salget fortsat en ejerandel på 15 pct. af banken.
Aktiesalget gør kun et lille indhug i Evergrandes samlede gældsbyrde: Virksomheden skylder 1927 mia. kr. væk ifølge selskabets seneste regnskab.