Coronavirusset er for alvor ved at få fat i det afrikanske kontinent, og særligt i Sydafrika går det lige nu hurtigt den forkerte vej.
Landet har konstateret små 450.000 tilfælde af coronavirus, og tallet er over den seneste periode steget voldsomt.
Nu har Den Internationale Valutafond, IMF, i lyset af coronakrisen godkendt et nødlån på 4,3 mia. dollar til Sydafrika, skriver Bloomberg News.
Ifølge en udtalelse fra IMF støtter fonden "myndighedernes indsats for at tage hånd om den udfordrende sundhedssituation og alvorlige økonomiske effekt af covid-19-chokket."
Den sydafrikanske regering regner med, at bruttonationalproduktet i landet vil skrumpe med over 7 pct. som følge af de nedlukningstiltag, der er nødvendige for at stoppe smittespredningen.
/ritzau/FINANS