Han er manden, der skal lede forhandlingerne ved FN’s klimatopmøde, COP28, når verdens lande skal forsøge at blive enige om tiltag, der i sidste ende skal redde planeten.
Han er De Forenede Arabiske Emiraters minister for industri og teknologi, udnævnt som landets særlige udsending for klimaforandring og medstifter af det statsejede, vedvarende energiselskab Masdar, der blandt andet står bag en af verdens største solcelleparker.
Han er kendt som en handlingens mand, en der kan eksekvere og få ting til at ske.
Men i viften over Sultan Ahmed Al-Jabers poster finder man også én, der har vakt stor forundring og forargelse blandt klimaaktivister, forskere og beslutningstagere verden over.
“Han er dynamisk,to the pointog har vist over tid, at han får ting til at ske inden for den bæredygtige dagsorden
Martin Hvidt, lektor ved center for moderne
mellemøststudier på SDU
Sultan Ahmed Al-Jaber står nemlig i spidsen for et olieselskab. Siden 1998 har han arbejdet i det nationale olie- og gasselskab Adnoc, som han i 2016 blev adm. direktør for.
Udover at Adnoc producerer nogle af de mest forurenende brændstoffer i verden, lægger selskabet også store planer om at udvide sin produktion af olie og gas, alt imens topchefen Al-Jaber står på talerstolen som vært for årets største klimatopmøde.
Absurd?
Det mener en række kritikere, heriblandt Greta Thunberg ogAl Gore,i hvert fald. Her har bekymringen især lydt, at med Al-Jaber som formand for klimatopmødet er der en risiko for, at den fossile-brændstofs industri kan hijacke mødet og få det vendt til deres fordel.
Alligevel lyder det også fra klimatopfolk, herunder den tidligere EU-klimakommissærFrans Timmermans, at den kritik, der har sværmet om Sultan Ahmed Al-Jaber, ikke er helt så begrundet. Her er hovedargumentet, at det er vigtigt med en forhandler, der kan samle alle om en løsning. Både klimaheltene og -synderne.
Han er vokset op langt væk fra magten og alligevel endt i centrum af den. Han har fået væsentlige poster og vist, at han kunne drive det igennem. Derfor er Sultan Ahmed Al-Jaber formentlig også De Forenede Arabiske Emiraters bedste bud på en COP28-formand, forklarer Martin Hvidt, lektor ved center for moderne mellemøststudier på SDU.
“Han er dynamisk,to the pointog har vist over tid, at han får ting til at ske inden for den bæredygtige dagsorden,” siger han og henviser blandt andet til projektet i Masdar City, hvor Al-Jaber har stået i spidsen for at opbygge en klimavenlig bydel, mens han også sørgede for, at hovedkontoret for det Internationale Energi Agentur for vedvarende energi, Irena, blev placeret der, i Masdar City.
“Det er jo derfor, at han får den post. Jeg har selv kun mødt ham en enkelt gang, men her var det også billedet af en meget dygtig mand, der tegnede sig,” siger Martin Hvidt.
Lignende billede bliver også tegnet af Sultan Al-Jaber over for Reuters. Her har kilder tæt på Sultanen fremhævet hans evne til at få tingene gjort og få ender til at mødes.
Dog viser lækkede dokumenter, som både Centre for Climate Reporting, der er et undersøgende nyhedsbureau,og mediet The Intercept har været i besiddelse af, at billedet som en “handlingens mand”, “pålidelig teknokrat” og “konsensus-skabende” også er et, der er blevet brugt massive ressourcer og konsulentydelser på at opbygge.
I den forbindelse er det også kommet frem, at Al-Jabers hold af konsulenter har ændret i noglesider på Wikipedia, hvor hans rolle i olieforetagendet Adnoc er blevet kraftigt nedtonet, mens de klimavenlige bedrifter er blevet fremhævet i en grad, så det siden er blevet beskyldt for greenwashing af klimaaktivister.
Man kan ikke komme udenom, at meningerne COP-formanden er delte. Samme billede tegner sig dog også, når man ser nærmere på Sultan Ahmed Al-Jabers egne holdninger.
Det er ikke mere end nogle måneder siden, at sultanen gjorde det klart over for The Guardian, at man ikke kan forlange, at produktionen af fossile brændstoffer blot hører op, så længe der ikke er nok vedvarende energikilder.
I midten af november fortalte han så i et interview til magasinet Time, at “en udfasning af fossile brændstoffer er uundgåelig”. Og for mindre end et par dage siden kunneBBCløfte sløret for en række dokumenter, der viser, at De Forenede Arabiske Emirater har lavet planer om at bruge klimatopmødet til at indgå olieaftaler. Planer, hvor Sultan Al-Jaber også har spillet en central rolle.
Ifølge Fannie Agerschou-Madsen, ph.d.-studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier, er Sultan Al-Jabers dobbeltrolle dog egentlig ikke så besynderlig, som den lyder, når man sætter den i en emiratiskkontekst.
“I De Forenede Arabiske Emirater behøver de ting ikke at være modstridende, fordi de bruger indtægterne fra olieindustrien til at finansiere den grønne omstilling. At han har flere hatte på handler netop om, at han er ansvarlig for alt det, der handler om energi. Og så skelner man ikke mellem, om den energi er sort eller grøn,” siger hun.
Samtidig lyder det også fra Fannie Agerschou-Madsen og Martin Hvidt, at netop Sultan Al-Jabers tråde til olieindustrien kan vise sig at blive en stor fordel for ham, når han som formand skal lede forhandlingerne til COP28.
“Udfordringen går på at få olieselskaberne og de store industritunge lande som Kina med i aftalen. Får vi ikke det, er der en meget lille sandsynlighed for, at vi når Paris-aftalens mål. Her kan det blive en fordel at have en mand som Sultan Al-Jaber til at sidde ved bordenden,” siger Martin Hvidt og tilføjer:
“De har tillid til ham, både olieindustrien, men også en stor gruppe af de lande, som ikke har villet aftale noget tidligere.”