“Esserne in alto mare,” siger man ofte i Italien, når et projekt har trukket ud for længe og har lang vej igen.
Mundheldet handler om at befinde sig på de høje vande. Ser man på Italiens gældsopbygning, er det præcist et højt tidevande, som premierminister Mario Draghi nu skal styre Italien igennem. Uden “skibskatastrofer, hærværk og pludselig død” for at citere Tom Kristensen.
Italien har i årevis været udpeget som en bundprop, der kunne ryge ud og sænke europrojektet. Årsagen er, at landet under skiftende regeringer aldrig var i stand til at sænke sin gældsprocent til bare i nærheden af de krævede maksimalt 60 pct. af bnp. Og at landet sad fast i en sump af manglende moderniseringer, tungt bureaukrati, omfattende skattesnyd, lav produktivitet og en økonomi, der – som den eneste i EU inden corona – ikke var vendt mindst tilbage på niveau fra før finanskrisen.
På overfladen ser meget anderledes ud med Mario Draghi, ECB’s dybt respekterede fhv. chef, som leder af en delvis teknokratregering. Lignende forsøg med f.eks. Mario Monti, EU’s fhv. konkurrencekommissær, som regeringschef og reformator holdt ikke så længe.
“Tilliden til Mario Draghi synes derimod ubegrænset
Tilliden til Mario Draghi synes derimod ubegrænset. Det fortælles, at han ofte er i kontakt med Emmanuel Macron, den franske præsident, der givet vil bringe sig i spil som EU’s førerhund, når Angela Merkel til efteråret er væk fra scenen. Draghi træder selv allerede op på den store politiske klinge med offentlig, meget direkte kritik af Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, for affæren i Ankara med den manglende stol til Ursula von der Leyen, EU-Kommissionens formand. Kun uhyre få på Draghis niveau deltog i kritikken.
Næsten hele vejen rundt i kredsen af europæiske politiske kommentatorer taler man om en “gamechanger” med Draghi i Rom. Markedet er også med ham. Det tiårige spænd til de tyske statsobligationer begyndte at falde, da han blev spået posten som regeringschef. Det er nu på ca. 105 basispoint mod godt 240 i maj sidste år.
