Inden udgangen af 2022 skal verdens fattigste lande modtage 2,3 mia. doser vaccine mod covid-19 fra verdens rigeste lande.
Tyskland kommer med et “betydelig bidrag og bliver ansvarlig for 350 mio. doser,” siger forbundskansler Angela Merkel ved afslutningen af det tre dage lange G7-topmøde mellem verdens rigeste nationer i weekenden.
“Vi har brug for samarbejde fra Kina. Vi har brug for åbenhed for at finde udgangs-punktet for virus
Dr. Tedros Ghebreyesus, WHO
På en kort pressekonference siger den tyske kansler, at Tyskland allerede har bestilt 30 mio. doser, som man vil sende videre, og “der i tidens løb sikkert bliver tale om mere. Når vi har noget i overskud, giver vi det videre.” Angela Merkel understreger også, at fordi man især har problemer med at få de allerede bestilte vacciner fra Johnson & Johnson, er det for resten af året svært at være sikker på, hvor mange vacciner man får.
Det er det er den tyske avis Frankfurter Allgemeine, der henviser til de 2,3 mia. doser vaccine. På nyhedsbureauet Reuters henviser man imidlertid til en plan fra G7-landene om “kun” 1 mia. doser, men at tallet under alle omstændigheder også dækker over allerede afgivne løfter til først og fremmest FN’s vaccineprogram, Covax, der under ledelse af World Health Organization og Gave, en vaccinealliance, fordeler covid-19-vacciner til verdens fattigste lande.
Det er ofte slået fast, at globalt er covid-19 ikke bekæmpet og under kontrol, før hele verden er blevet vaccineret. Derfor er der rejst kritik af, at løfterne fra G7 slet ikke dækker de anslåede mellem 5 og 6 mia. doser, der skal til, hvis det krav skal opfyldes. I Wold Bank Group siger man, at 100 mio. mennesker er på vej ud i “dyb fattigdom,” fordi de bor i lande, hvis økonomier er slået i stykker af pandemien.
Lederen af WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus, deltog i weekendens G7-møde og siger til journalister, at han håber på mere kinesisk samarbejde, når man fortsætter med at undersøge, hvordan virussen opstod.
“Vi har brug for samarbejde fra Kina. Vi har brug for åbenhed for at finde udgangspunktet for virus.”