Det er en ren sikkerhedsforanstaltning og endnu for tidligt at slå fast, om der overhovedet er en sammenhæng mellem vaccination med Astrazeneca og flere tilfælde af blodpropper.
Men en række lande har nu alligevel ligesom de danske sundhedsmyndigheder valgt at sætte en foreløbig stopper for flere stik med Astrazeneca-vaccinen.
I første omgang var det Island og Norge, der fulgte i hælene på den danske beslutning. Siden har også Bulgarien og Thailand valgt at stoppe op.
Lørdag meldte de norske sundhedsmyndigheder ud, at de konkret undersøger blodpropper blandt tre indlagte sundhedsansatte under 50 år, og det har søndag fået de nationale rådgivere for Irlands vaccinationsprogram til også at anbefale en pause for brug af vaccinen.
“Det er vigtigt at understrege, at vi ikke har fravalgt Astrazeneca-vaccinen
Allerede forud for den danske beslutning, valgte Østrig at stoppe vaccination med et bestemt batch af Astrazeneca-vaccinen, og det samme batch har man også valgt at droppe i Estland, Letland, Litauen og Luxembourg, skriver BBC.
Italien har valgt at stoppe vaccination med et andet batch af vaccinen, som også Rumænien nu har stoppet.
Det Europæiske Lægemiddelagentur EMA meddelte ellers torsdag, at der ikke umiddelbart var grund til at stoppe brugen af Astrazeneca-vaccinen.
Til og med onsdag havde der nemlig været 30 tilfælde af blodpropper blandt i alt fem millioner vaccinerede, og det vurderes ikke at udgøre en overrepræsentation af tilfælde ift. normalt.
“Der er lige nu ikke nogen indikation på, at vaccinationen har været skyld i disse tilfælde, hvilket heller ikke er oplistet som en bivirkning til vaccinen,” skrev EMA i en pressemeddelelse.
Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm har ligeledes gjort det klart, at der endnu ikke kan vises en klar årsagssammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne.
tilfælde af blodpropper var onsdag blevet registreret blandt fem mio. vaccinerede
“Det er vigtigt at understrege, at vi ikke har fravalgt Astrazeneca-vaccinen, men at vi sætter den på pause. Der er god dokumentation for, at vaccinen er både sikker og effektiv. Men både vi og Lægemiddelstyrelsen er nødt til at reagere på rapporter om mulige alvorlige bivirkninger,” udtalte han ifm. meldingen torsdag om, at vaccination med Astrazeneca sættes på pause i foreløbigt 14 dage herhjemme.
En meningsmåling fra Yougov viste i sidste uge, at Astrazeneca-vaccinen i forvejen var den, der har været mest skepsis imod blandt EU-borgere. 27 pct. af de adspurgte tyskere svarer i undersøgelsen, at de ville nægte at modtage vaccinen fra Astrazeneca, mens kun 6 pct. ville nægte at tage imod den fra Pfizer.
Helt anderledes ser det ud i Storbritannien, hvor Astrazeneca-vaccinen bliver brugt i langt større omfang og også er den, der møder mindst skepsis. Kun 2 pct. af briterne svarer i Yougovs undersøgelse, at de ville nægte at tage imod vaccinen fra Astrazeneca, mens 6 pct. ville sige nej til Pfizers.
Meningsmålingen er vel at mærke lavet før de seneste dages meldinger om midlertidigt stop for brug af Astrazenecas vaccine i flere lande. Men vaccinen har i EU været præget af historier om, at vaccinen skulle være mindre effektiv særligt blandt ældre.
Flere EU-lande, heriblandt Danmark, anbefalede derfor også i første omgang ikke at bruge den på folk over 65 år, men denne anbefaling er siden blevet droppet.