Der er ikke kun bøvl og besvær, men også nye muligheder i brexit. Det er meldingen fra rederiet DFDS, som er en af de tre store aktører i trafikken over den engelske kanal, og som netop har annonceret en ny rute. Fra juni og frem vil DFDS sejle uledsaget fragt mellem engelske Sheerness og franske Calais.
Adm. direktør Torben Carlsen siger i et telefoninterview, at rederiet “i et stykke tid” har set en gradvist voksende efterspørgsel på den uledsagede fragt, hvor chaufførerne afleverer deres trailere i havnen, DFDS står for transport og toldarbejde, og andre chauffører henter trailerne igen på den anden side.
I januar, da brexit var en realitet, åbnede rederiet desuden en ny rute direkte fra Irland til Frankrig, så man undgår at køre gennem Storbritannien. Her i april er ruten udvidet fra tre til fire skibe, så der nu er et separat skib, der kun sejler uledsaget fragt.
nye ruter har DFDS åbnet efter brexit
“Chaufførerne er ikke helt så begejstrede for at komme til England mere. Det er selvfølgelig ikke noget, der sker på en nat – sådan et skift. Men vi kan se, at der tilsyneladende er så stor efterspørgsel, at det giver mening med en separat tjeneste,” siger Carlsen.
Den uledsagede fragt udgør p.t. omkring en tredjedel på DFDS-ruterne mellem EU og Storbritannien. Og Filip Hermann, der leder DFDS’ aktiviteter på kanalen, siger, at han “tror meget på det nye produkt. Jeg tror, det er et marked, der kommer til at vokse.”
Efter 100 dage med brexit går det i det hele taget bedre, end man kunne have frygtet, siger Torben Carlsen. DFDS henter ca. halvdelen af omsætningen på ruter til og fra Storbritannien. Og efter en startfase med “operationelle udfordringer” og lave volumener, især i januar, er der ved at komme styr på processerne:
“Vi havde nogle udfordringer, men dem har vi hovedsageligt fået løst, og der er ikke operationelle problemer nu. Vi er kommet rigtigt fint igennem brexit, synes vi.”
“Det er klart, at det er mere bøvlet end før at handle med briterne, men det fungerer
Jacob K. Clasen, viceadm. direktør, Danske Rederier
I organisationen Danske Rederier er viceadm. direktør Jacob K. Clasen enig i, at “det er gået bedre, end man kunne frygte. På godt og ondt har vi haft god tid til at forberede os – både i rederierne, i den danske toldstyrelse og på den britiske side,” siger han og tilføjer: “Det er klart, at det er mere bøvlet end før at handle med briterne, men det fungerer.”
Nye beregninger fra Københavns Universitet viste forleden, at heller ikke fiskeindustrien er så hårdt ramt som frygtet. Ifølge KU-eksperten Max Nielsen betyder brexit i værste fald et omsætningstab på mellem 2,5 og 4,6 pct.
Fra mejerigiganten Arla lyder samme melding. Her skriver koncerndirektør Peter Giørtz Carlsen i en mail, at eksporten “til og fra Storbritannien forløber stort set uden problemer. Vi har kun oplevet få forsinkelser.”
Hos DFDS havde man regnet med lavere fragtvolumener i hele første kvartal. Men allerede i februar kunne rederiet notere en vækst på 4,5 pct. i forhold til samme måned året før. Direktøren for rederiets aktiviteter på den engelske kanal, Filip Hermann, fortæller, at det til tider har været “kaotisk” i startfasen – men at aktiviteten nu er normaliseret, og at det er lykkedes at erobre markedsandele.
Adm. direktør Torben Carlsen siger, at der fortsat er “en masse manuelt papirarbejde,” og at brexit efter hans vurdering har gjort varetransporten 10-15 pct. dyrere i snit, “men det er trods alt en begrænset del af produktets pris i forhold til effekten på varestrømme. Det er i hvert fald vores indledende observation.”
Kan man allerede nu sige, at brexit ikke ser ud til at påvirke samhandlen?
“Det har det ikke gjort indtil nu. Men det må tiden jo vise. Fundamentalt tror vi, at Storbritannien er en stærk og attraktiv økonomi, som nok skal komme i vækst igen.”