ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dansk cheføkonom: Bidens sejr bliver soleklar – Trump får ingen saglig grund til at protestere og udfordre udfaldet

Unicredits ErikNielsen

går mod strømmen og tror ikke på, at svingstaterne vil fælde Joe Bidens solide nationale forspring

Præsidentkandidat Joe Biden får hjælp af sin fhv. chef Barack Obama ved et vælgermøde i Michigan. Foto: Drew Angerer/AFP/Ritzau Scanpix
Præsidentkandidat Joe Biden får hjælp af sin fhv. chef Barack Obama ved et vælgermøde i Michigan. Foto: Drew Angerer/AFP/Ritzau Scanpix

En sikker røst melder sig blandt snesevis af tvivlere, der hverken kan eller tør tro på, at meningsmålingerne er retvisende, og Joe Biden vinder tirsdagens præsidentvalg i USA.

“Jeg forudsiger, at Joe Biden vinder valget. Inden den kommende weekend vil det være klart uden nogen rimelig tvivl. Der vil simpelthen ikke være tilstrækkelig mange svingstater med tætte resultater, til at Trump kan komme med en troværdig protest. Selvom han selvfølgelig vil prøve,” lyder det fra Erik Nielsen, global cheføkonom i Unicredit, Italiens største bank. Han bygger sin prognose på både meningsmålinger, fokusgrupper, de to kampagners reklameforbrug og “de seneste valgmøder for de to kandidater”.

Dermed siger Erik Nielsen imidlertid også, at han ikke tror på, at vi – som i 2016 – har et endeligt resultat af valget mellem 08.00 og 09.00 onsdag morgen dansk tid. Forskellige metoder og krav til optælling af millioner af brevstemmer vil sandsynligvis forsinke et troværdigt resultat.

Mindre sikker synes en unavngiven demokratisk strateg at være. I The Hill, et politisk magasin i Washington, siger kilden uoversætteligt, at “we’re all fucking nervous as shit,” men mener dog, at “stjernerne står godt for os.”

Ud fra flere nye meningsmålinger fra svingstaterne søndag er der imidlertid fornyet optimisme for den demokratiske lejr. Målingerne fra NYT/Siena College viser, at Joe Biden i henholdsvis Pennsylvania, Florida, Arizona og Wisconsin fører med 6, 3, 6 og 11 procentpoint.

Det afgørende kan blive Florida med 29 valgmænd. Her er optællingen af de mange brevstemmer allerede begyndt. Et resultat kan være klart ca. 21.00 lokal tid. Er det så klart – og i Bidens favør – at den mindre juridiske hær, begge sider har gjort kampklar, ikke kan gøre indsigelser, kan et nationalt resultat komme tidligt. I andre stater er det forbudt at begynde at tælle, før valghandlingen er afsluttet. Og afhængig af statens regler skal brevstemmer tælles med, også når de ankommer op til tre uger efter valget.

Men et tidligt resultat er ikke det sandsynlige scenarie i Florida. Staten er præget af stærkt opdelte delsamfund med mange pensionister, mange sorte og mange latinoer. Eksperter peger på, at hvis Biden vinder det stærkt diversificerede amt Pinelles County med St. Petersburg i midten, er det et godt signal for det nationale resultat. De seneste valg i Florida er afgjort med forskelle på under 1 procentpoint. I 2016 vandt Trump med 1,2 procentpoint over Hillary Clinton.

Men andre svingstater får også en hovedrolle. Og Joe Bidens forspring på ca. 10 procentpoint nationalt skrumper ind til 6 procentpoint i 12 svingstater ifølge en måling fra WSJ/NBC. I flere af disse stater er Bidens forspring inden for den statistiske usikkerhed. Men til Bidens fordel tæller, at vælgerne løbende er blevet spurgt om deres vurdering af Trumps jobresultater. Ikke én eneste gang har der været flere, der har godkendt hans indsats, end omvendt. I forhold til økonomien, det vigtigste ifølge 41 pct. af vælgerne, scorer Trump en 55-41 sejr, mens han taber 40-57 på et coronaspørgsmål, hvor 57 pct. ikke godkender hans indsats.

10

procentpoint er Joe Bidens nationale forspring i flere målinger

Potentiel uvished om resultatet skræmmer mange mennesker i og uden for USA. I weekenden advarer Trump om “kaos”, og at “rigtig dårlige ting” kan ske efter valget, hvor over 90 mio. mennesker allerede har stemt. Det er ca. 65 pct. af det totale antal stemmer i 2016. Trump kritiserede en afgørelse fra højesteret, der giver bl.a. Pennsylvania tre dage efter valget til at tælle brevstemmer. “Vi kommer til at vente. 3. november kommer og går, vi ved ingenting, og vi får kaos i landet,” siger Trump til vælgere i Newtown, Buck County.





Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis