Pennsylvania er en stor brik i spillet om USA´s næste præsident og kommende energi- og klimapolitik. En noget mindre brik er en åben, velholdt Corvette Stingray fra 1967.
Bilen tilhører præsidentkandidat Joe Biden, en gave fra hans far ved hans første bryllup. Billeder af en overstadig smilende Biden bag rattet i benzinslugeren harmonerer dårligt med demokratens køreplan for USAs mest vidtgående klimaplan nogensinde.
Corvettens rolle er måske til at overse, men delstaten Pennsylvania kan blive mere interessant. Præsident Donald Trump valgte torsdag Stockton – Joe Bidens fødeby – i denne stat som platform for den sidste af sine taler under demokraternes virtuelle konvent.
Årsagen er ikke bare en mulighed for at angribe Bidens person og politik, men også fordi Pennsylvania er en af de afgørende svingstater, der ydermere er en af USA´s store olie- og gasproducenter. Olieindustrien føler sig truet, hvis Biden bliver præsident, og især virksomheder inden for såkaldt fracking henviser til, at både Biden og vicepræsidentkandidat Kamela Harris har udtrykt sig meget negativt over for fracking og dens brug af bl.a. mange kemikalier.
Mike Kelly, et republikansk kongresmedlem fra Pennsylvania, beskylder Biden for at ville “dræbe” de over 600.000 job, der er forbundet med statens fracking-industri. Fra Trumps kampagne lyder det, ifølge Financial Times, at Bidens klimapolitik bliver at “anbringe fagforeningsjob indenfor olie, naturgas, fracking og energiinfrastruktur på huggeblokken.”
“Corvettens rolle er måske til at overse, men delstaten Pennsylvania kan blive mere interessant.
Den demokratiske præsidentkandidat lover omvendt at skabe millioner af nye grønne job. Vinderen af det slag om sort og grøn energi kan få en stor rolle i præsidentvalget. I 2016 vandt Trump over Hillary Clinton med kun 44.000 stemmer, under 1 procentpoint, i Pennsylvania og sikrede sig de 38 valgmænd. Men ifølge RealClearPolitics fører Biden lige nu med 6,4 procentpoint. Ligesom han gør i flere andre afgørende svingstater som Michigan, Minnesota og Wisconsin.



