Intet er officielt eller afgjort. Men det venter investorerne ikke på.
Alene en kort meddelelse fra den sydkoreanske gigant Hyundai om, at man har forhandlet med amerikanske Apple om et samarbejde om produktion af autonome, eller førerløse, elbiler, sendte op til weekenden kursen på Hyundai-aktien op med 24 pct.
Efter et efterfølgende fald til en stigning på “kun” 19 pct. steg kursen på Hyundai-aktien mandag igen med yderligere 9 pct. på baggrund af oplysninger i et sydkoreansk medie om, at de to parter planlægger at underskrive en aftale.
Apple har siden 2014 i dyb diskretion haft planer om at producere en elbil, men uden for alvor at komme videre med oplægget. Tidligere planer om at producere en egen bil fra bunden blev lagt på hylden, og i stedet koncentrerede udviklerne sig om teknologi til selvkørende biler.
Men ifølge wsj.com har Apple i de seneste uger henvendt sig til flere underleverandører for at undersøge mulighederne for at kunne indlede en bilproduktion allerede i 2024. Hyundai har over for de lokale børsmyndigheder oplyst, at man har modtaget henvendelser om samarbejde om elbiler fra en række virksomheder.
“Det er sjældent profitalt at være underleverandør til en stor mærkevareproducent som Apple
Det øger Hyundais markedsværdi betydeligt. Et hop på ca. 15 mia. dollar bringer sydkoreanerne foran General Motors, BMW, Honda og Ford.
Men skeptikere peger på, at glæden kan være kortvarig, fordi det sjældent er profitabelt at være underleverandør til en stor mærkevareproducent som Apple. Det gælder bl.a. Foxconn, elektronikgiganten fra Taiwan, der producerer Apples telefoner og tablets, men ikke tjener meget på det. Og i bilbranchen gælder det Magna International, en canadisk virksomhed med en kæmpefabrik i Østrig, der producer luksusbiler for bl.a. Jaguar og tyske mærker, men som i 2018 og 2019 kun havde en beskeden indtjening på 1,1 og 2,1 pct. af omsætningen.
Hyundai annoncerede i 2019, at man vil investere 2 mia. dollar i Motional, et joint venture med Aptiv PLC om førerløse køretøjer og robottaxier.