ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Advarsel fra Toldstyrelsen: 10.000 danske virksomheder er ikke klar til brexit

Arkivfoto: Philippe Huguen/AFP/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Philippe Huguen/AFP/Ritzau Scanpix

Med kun 21 dage til nytår, hvor briterne endegyldigt forlader EU, sender Toldstyrelsen en appel til dansk erhvervsliv og især til de mindre virksomheder: Husk at gøre de nødvendige forberedelser – uanset om det lykkes at nå en handelsaftale mellem EU og briterne eller ej.

Toldstyrelsen har opgjort, at der findes ca. 40.000 cvr-numre, som har handlet med Storbritannien de seneste to år. Men kun ca. 25.000 har været inde og registrere sig som importør og eksportør, hvad der er nødvendigt for at kunne handle med briterne efter 31. december.

På et tidspunkt melder trætheden sig, og man regner bare med, at det bliver udsat igen. Men det er ikke en mulighed denne gang

Henrik Pagh Kold, kontorchef, Toldstyrelsen
“Vi har informeret gennem flere år og har opfordret virksomhederne til at gøre klar. Der er også mange, der har lyttet. Men vi kan godt være bange for, at vi ikke har fået alle med,” siger kontorchef Henrik Pagh Kold.

Nogle virksomheder har flere cvr-numre, men vurderingen er, at der bag de ca. 15.000 resterende numre gemmer sig over 10.000 virksomheder, som fortsat mangler at registrere sig.

Lige ved og næsten

“Vi vil meget gerne undgå, at der er nogle, der bliver overraskede. I brexit-processen har det jo været lige ved og næsten nogle gange – men er altid endt med en udsættelse,” siger Henrik Pagh Kold og tilføjer, at der er brug for registrering, uanset om det lykkes at lande en handelsaftale eller ej.

“På et tidspunkt melder trætheden sig, og man regner bare med, at det bliver udsat igen. Men det er ikke en mulighed denne gang. Der er brug for at registrere sig – uanset hvad der sker.”

I sidste uge sendte Toldstyrelsen og Skattestyrelsen nyhedsbreve ud med en påmindelse om at gå ind og få registreringen klaret på hjemmesiden virk.dk.

Tredjeland

Henrik Pagh Kold siger, at de virksomheder, der melder sig her i slutfasen – eller som endnu ikke er registreret “typisk vil være de små og mellemstore virksomheder. Muligvis er der også nogle højt specialiserede virksomheder, som ikke har den store erfaring med lande udenfor EU.”

Men efter årsskiftet bliver Storbritannien et tredjeland – uanset om der kommer en handelsaftale i sidste øjeblik, eller det ender med et no deal-scenarie, understreger kontorchefen.

“Hvis man ikke opmærksom, så vil man kort sagt ikke kunne få sine varer hverken ind eller ud. Man skal se at få det klaret, hvis man på nogen måde har eller forventer at få handel med briterne.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis