ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Stor amerikansk virksomhed køber danske robotter

Mobile Industrial Robots har indgået et strategisk samarbejde med Guardian Industries, et datterselskab i Koch Industries med en årlig omsætning på 700 mia. kr.

Trods stigende konkurrence på det globale marked for mobile robotter faldt valget på de danske MiR-robotter fra Odense, da en multinationale industrikoncern skulle bruge en logistikløsning til sine fabrikker.

Samarbejdet mellem MiR og Guardian Industries begyndte i 2020, da Guardian testede forskellige løsninger til automatisering af intern transport med det formål at optimere produktiviteten og de interne arbejdsgange.

Som et let i tværgående projekt under ledelse af Guardians Manufacturing Transformation Team valgte man at tage de danske MiR-robotter i brug som pilotprojekter på to lokationer i USA.

Succesen med disse pilotprojekter har mundet ud i en aftale mellem Koch Industries og MiR om at undersøge teknologiens potentiale for Guardian Industries og Koch Industries globalt.

“Vi er glade for at indlede samarbejdet og for at bidrage til Guardians produktivitetsmål ved at implementere vores mobile robotter,” siger Christian Clausen, salgsdirektør i MiR.

Stort potentiale

Ifølge MiRs adm. direktør, Søren E. Nielsen, er netop store internationale kunder som Koch Industries bærende for MiR’s vækst og stærkt medvirkende til selskabets gode start på 2021.

”Et strategisk partnerskab som dette siger meget om, at vi som organisation er i stand til at understøtte de store virksomheders internationale automationsstrategier. Det kan vi både ved fortsat at udvikle vores robotter, men også ved at sikre en optimal drift af robotterne efterfølgende. Derfor er vi i øjeblikket ved at videreudvikle vores servicekoncept, hvorved vi løfter service til et helt nyt niveau. Vi har pt 20 åbne stillinger, hvoraf de fleste er i Odense, og mange af dem er medarbejdere til det omtalte serviceforretningsområde, som vi kommer til at udvide yderligere i fremtiden,” siger MiRs topchef.

Strategisk aftale

På den anden side af Atlanten er man godt tilfredse med den nye aftale.

”Vi har indgået denne strategiske aftale med MiR, fordi de har kapaciteten og en omfattende viden til at understøtte os i at strømline og optimere vores logistiske aktiviteter. MiR tilbyder fleksible automatiseringsløsninger, der kan skræddersys, så de adresserer vores aktuelle og kommende driftsbehov. Vi indfører denne teknologi på flere af vores lokationer, fordi vi ser MiR som en langsigtet partner,” siger Antonio Blanco, Global Category Manager hos Guardian Industries.

Logistik til alle miljøer

Guardian Industries har tænkt sig at opskalere denne teknologi i hele organisationen ved f.eks. at indføre robotterne på flere fabrikker med forskellige opsætninger og produkter, fordi det er vigtigt for amerikanerne at have en logistisk løsning, der kan passe ind i alle slags miljøer og let tilpasses til nye opgaver.

MiRs kollaborative og autonome mobile robotter er designet til at arbejde ved siden af deres menneskelige kolleger og aflaste dem i diverse fysisk anstrengende arbejde, så de i stedet kan fokusere på mere værdiskabende opgaver.

Individuel tilpasning

Ved at tilbyde fem forskellige mobile robotter har MiR det bredeste sortiment af AMR’er på markedet til at løse forskellige transportopgaver, der spænder lige fra at flytte mindre dele til store laster på op til 1000 kg. De kan også hente, transportere og levere paller automatisk.

Robotterne fra MiR kan tilpasses individuelt med forskellige topmoduler afhængigt af kundens behov. Robotternes alsidighed er en anden vigtig årsag til, at Guardian Industries har valgt at samarbejde med MiR, og hvorfor andre Koch-virksomheder også overvejer mulige implementeringer.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis