ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ny fragtservice har sat ekstra skub i digital markedsplads

Reshopper udvider servicen og lancerer hjemmelevering til gravide mødre sammen med Coolrunner og Dao

Markedspladsen Reshopper, der sælger brugt udstyr til børnefamilier, har udvidet sit leveringskoncept i kraft af en ny samarbejdsaftale med fragtportalen Coolrunner og pakkedistributøren Dao.

Det har betydet, at platformen har fået et gennembrud på sin fragtløsning, som blev introduceret for brugerne i foråret 2019 i samarbejde med logistikvirksomheden Bring.

Den første version af fragtløsningen blev udviklet i samarbejde med Bring, men for Reshopper-teamet har det hele tiden været planen at koble andre fragtleverandører på platformen ligesom mange webshops også giver brugerne den mulighed. Og her var valget relativt simpelt.

Ifølge Reshoppers adm. direktør og medstifter Nicolai Danmark Johannesen er fragtløsningen en del af en overordnet e-handelsstrategi, hvor markedspladsen skal være det foretrukne sted, når man som børnefamilie skal shoppe secondhand online.

”Det betyder, at vi skal kunne matche oplevelsen af at købe i en almindelig netbutik. Vi er allerede langt i den proces, som gør, at brugerne oplever at spare tid, fordi de ikke behøver at aftale praktiske detaljer i samme omfang, som man skal på andre lignende markedspladser,” siger Nicolai Danmark Johannesen.

Markant stigning

Den samlede fragtløsning har givet Reshoppers forretning en ny omsætningsskanal i vækst, som i tredje kvartal 2020 præsterede en stigning på 303 pct., når man sammenligner med samme periode sidste år.

I oktober blev der sat ny pakkerekord med højeste antal pakker nogensinde med en stigning på 277 pct. sammenlignet med året før. Investeringen har samtidig været en vigtig opgradering af den teknologiske platform, som er med til at fremtidssikre, at Reshopper kan være med i kapløbet om at kunne levere den bedste service til brugerne.

”Vi tror på, at fremtiden for digitale loppemarkeder ligger i at gøre transaktionen mere sikker og friktionsløs ved at håndtere betaling, logistik, distribution og last mile delivery-udfordringen. Det er det, vi er i gang med i samarbejde med Bring, Dao, Coolrunner og andre kommende samarbejdspartnere, fordi vi tror på, at der er et stort uudnyttet forretningspotentiale. De første erfaringer gør, at vi er fortrøstningsfulde for, at det nok skal lykkes, siger Nicolai Danmark Johannesen.

Minimere bøvl

Medstifter Anders Dahl Pape, som er driftsdirektør og ansvarlig for implementeringen af fragtløsningen hos Reshopper glæder sig over udviklingen.

”Vi har foretaget en stor investering i fragt- og betalingsløsningen, og det er fedt, at vi nu kan se, at det rent faktisk gør en forskel for vores brugere. Vi ville gerne gøre det nemmere at sende en pakke, når folk køber brugte varer af hinanden, og det krævede, at vi kunne minimere bøvl og friktion for både sælger og køber. Som jeg ser det, kvitterer vores brugere for, at vi har nået det mål, for de skal ikke printe pakkelabels, udveksle adresseoplysninger eller aftale detaljer om betaling. De klarer det hele i appen, forklarer Anders Dahl Pape.

Reshopper har netop lanceret Dao i appen, men har undladt at larme for meget om det, da man godt vil se, om alt fungerer, som det skal. Selvom funktionen er lanceret i stilhed, er der allerede mange, som har benyttet sig af muligheden.

”Vi er ret overraskede over, at der allerede de første dage var flere hundrede, som brugte funktionen, og især hjemmeleveringen ser ud til at være et hit. Men det stemmer også meget godt overens med de observationer, vi har gjort os i corona-perioden, hvor folk har fået øjnene op for, at det nogle gange faktisk er smartere at få sendt tingene direkte hjem, for så behøver man ikke engang gå uden for døren, og man undgår at stå i kø i pakkeshoppen i travle perioder som f.eks. en kommende Black Friday og julemåned,” siger Anders Dahl Pape.

Tror på 100.000 pakker

Det er Reshoppers klare forventning med to kendte fragtleverandører som Bring og Dao, at det vil øge pakkeforsendelserne endnu mere, og nu tror de på 100.000 sendte pakker inden årets udgang.

”Selvom der er nogen, som måske vil vælge den ene fremfor den anden, så ved vi også, at mange vælger ud fra, hvad der er nemmest logistisk set i forhold til, hvor de bor,” siger Anders Dahl Pape.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis