Det skorter ikke på succesoplevelser hos danske Delegate. I 2020 blev virksomheden købt af den hollandske it-gruppe Broad Horizon. I 2021 blev den udnævnt til årets partner af Microsoft, og i 2022 blev it-virksomheden fra Virum kåret til både Danmarks bedste it-arbejdsplads og Danmarks bedste arbejdsplads for kvinder af analysevirksomheden Great Place to Work.
Ifølge adm. direktør Peter Østergaard bunder virksomhedens vækst, de flotte økonomiske resultater og diverse kåringer i et værdisæt, som ganske paradoksalt ikke giver positiv særbehandling til kvinder. “Det kan lyde mærkeligt, når vi lige er blevet kåret til Danmarks bedste arbejdsplads for kvinder, men vi gør faktisk ikke noget særligt for vores kvindelige medarbejdere. Vi behandler dem i hvert fald ikke anderledes end de mandlige medarbejdere. Til gengæld har vi generelt et stort fokus på vores medarbejderes trivsel og giver alle medarbejdere de samme muligheder,” siger Peter Østergaard.