Danmark kommer i hård konkurrence med en række andre europæiske lande, hvis regeringen lykkedes med at indgå partnerskaber med Indien og Filippinerne om rekruttering af sosu’er til ældreplejen og sundhedsvæsenet. Nær sagt alle lande i Europa står over for en demografisk udfordring med en aldrende befolkning, og derfor er det langtfra en let opgave, regeringen har sat sig for, lyder det fra eksperter, som Børsen har talt med.
“I Indien og Filippinerne er det ikke ualmindeligt, at de unge rejser ud i flere år for at arbejde. Men selvom de kommer til Danmark, fordi vi kan tilbyde nogle for dem voldsomt vellønnede job, så er den helt store udfordring, hvordan vi holder på dem. Arbejdstagere, der er så mobile, kan jo bare bruge Danmark som springbræt til at få et endnu bedre lønnet job, f.eks. i Norge,” siger Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi på Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.