Det havde været sådan lidt “på det jævne” med digitalisering i snedkerfirmaet Rolighed by Humania i Herrup øst for Holstebro. Så der var nok at tage fat på, da det 20 mand store familiefirma i oktober 2020 ansatte sin første eksterne direktør, Torben Nørgård Jensen.
Rolighed by Humania, Biq
“Man ville gerne tænke lidt ud af boksen,” fortæller direktøren om baggrunden for sin ansættelse. Siden oktober har han igangsat en ny forretningsplan og nye strategier, der skal gøre firmaet fra 1967 mere digitalt. Det har indtil videre resulteret i en ny hjemmeside, kraftigere markedsføring på sociale medier og tilstedeværelse på en digital portal for producenter i byggeriet.
16 pct. af de danske fremstillings-smv'er har ligesom Herrup-firmaet øget deres investeringer i digitale værktøjer, f.eks. webshops, under coronakrisen.Det viser en ny undersøgelseblandt 1380 mindre produktionsvirksomheder, som Industriens Fond står bag. Særligt møbel- og tekstilindustrien samt den kemiske industri har skruet op for investeringerne. Og den slags betaler sig, ifølge analysen.
“Vi ser en klar sammenhæng mellem dem, der investerer og dem, der klarer sig godt,” fortæller adm. direktør i Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang.
34 pct. af de virksomheder der har investeret i automation, f.eks. robotter, nye produkter eller digitale værktøjer, har øget omsætningen, mens det kun gælder for 3 pct. af de virksomheder, der har holdt igen med investeringerne.
Dens slags investeringer er ikke længere “nice to have” men en forudsætning for at være konkurrencedygtig globalt, mener Thomas Kingombe Kock, partner i Boston Consulting Group med speciale i fremstillingsindustrien.
“Hvis man ikke er i gang med at investere i teknologi, så bør man komme i gang, for det her går hurtigt, og det bliver vanskeligere og vanskeligere at indhente sine konkurrenter, jo senere man kommer i gang,” siger han.
Industrien gennemgår disse år en gennemgribende teknologisk udvikling, der ofte kaldes Industri 4.0. Paraplybegrebet dækker over teknologier som 3D-print, avanceret robotteknologi, big data og såkaldt “digitale tvillinger”.
“Hvis man ikke er i gang med at investere i teknologi, så bør man komme i gang
Thomas Kingombe Kock, partner, BCG
Sidstnævnte kan f.eks. gøre, at man på tværs af landegrænser kan servicere maskiner og forebygge produktionsstop. Samtidig kan store mængder data effektivisere produktionen og skabe nye forretningsområder, påpeger Juan Farré, adm. direktør for Teknologisk Institut, der arbejder med ny teknologi i erhvervslivet.
“Automatisering og digitalisering bliver de greb, der ikke bare får virksomhederne gennem krisen, men skaber den udvikling, som får dem til at stå stærkere efter krisen; altså gør dem mere robuste,” skriver han i et skriftligt svar.
Ifølge Torben Nørgård Jensen har Rolighed by Humania kun lige taget hul på digitaliseringen. Virksomheden, der bl.a. producerer institutionsmøbler til børnehaver og skoler, samarbejder p.t. med Aarhus Kommune og Teknologisk Institut om et projekt, der skal koble kommunens systemer sammen med virksomhedens, så flere bestillinger sker automatisk. De har endnu ikke investeret i automation af produktionen, da de primært har fokus på specialfremstillede møbler. Men firmaet kigger “hele tiden på mulighederne”, fortæller Torben Nørgård Jensen.
“Selvom vi er en lille virksomhed, skal vi nogle gange kunne matche det, de store også kan, så det er vigtigt, at vi følger med,” siger han.