Trods den store lovprisning af iværksættere har der i flere år ikke været synderlig politisk interesse for mere indgående at vide, hvordan dansk iværksætteri egentligt udvikler sig sammenlignet med andre lande. Det kræver nemlig god og robust data – og det har vi ikke.
Diskussionen baserer sig typisk på data fra Danmarks Statistik, men da landenes statistikmyndigheder har forskellige kriterier for, hvordan de indhenter data, får vi ikke et retvisende billede. Dertil er der en række spørgsmål, som vi ganske enkelt ikke har alle svarene på. Eksempelvis: I hvor høj grad giver coronakrisen nye forretningsmuligheder? Hvordan påvirker coronakrisen iværksætternes vækstforventninger?