Det fremadstormende selskab 3Shape har på få år skabt en milliardforretning på at sælge håndholdte mundscannere til tandklinikker.
I 2020 buldrede selskabet fremad med et resultat af primær drift, der stiger med 80 pct. til 257 mio. kr. mod 143 mio. kr. i 2019.
Omsætningen for 2020 landede på 1,7 mia. kr., hvilket er på niveau med 2019 for selskabet, der er ejet af de to hovedrige stiftere, Tais Clausen og Nikolaj Deichmann, som ikke har haft lyst til at udtale sig til denne artikel.
mio. kr. var resultatet af primær drift i 2020
3Shape kunne ellers i starten af året se bekymret til, mens tandklinikker verden over lukkede ned, og ordrerne ikke længere tikkede ind.
“I andet kvartal så vi en dramatisk nedgang i vores ordreindtag. Det var dengang, tandlæger ikke måtte operere. Derfor havde de selvfølgelig heller ikke lyst til at investere i digitale scannere,” siger Jakob Just-Bomholt, adm. direktør i 3Shape.
Ikke desto mindre har selskabet alligevel formået at øge indtjeningen markant, fordi man ifølge direktøren “har gennemført nogle fokuseringstiltag og sparet på nogle salgsprojekter”.
Mundscanneren, der i stedet for en silikoneafstøbning kan tage et digitalt aftryk af et tandsæt, er udviklet af Tais Clausen og Nikolaj Deichmann, der stiftede 3Shape omkring årtusindskiftet.
I begyndelsen havde de to stiftere og ejere held med at sælge deres digitale 3D-scannere til høreapparatsindustrien.
Men i 2005 kom selskabets gennembrud, da man sparkede døren ind til tandlægeindustrien.
I dag er det fortsat de digitale 3D-mundscannere til tandklinikker, der er selskabets guldæg. Produktet har gjort de to stiftere, der er kendt for at holde sig ude af rampelyset, til nogle af Danmarks rigeste.
Tais Clausens personlige holdingselskab havde i 2019 en egenkapital på 968 mio. kr. I Nikolaj Deichmanns eget holdingselskab var egenkapitalen på 758 mio. kr. i 2019.
3Shape, der er tidligere gazellevinder, stod ellers i en ganske uvant situation, da man i 2019 gik tilbage.
Selskabet leverede et resultat af primær drift på 143 mio. kr. mod 271 mio. kr. året før. Tilbagegangen skyldtes bl.a. store udgifter til juridiske slagsmål om patenter med den store amerikanske konkurrent Align.
I forbindelse med tilbagegangen i 2019 blev nuværende adm. direktør Jakob Just-Bomholt hentet ind 1. august 2020 fra en stilling som adm. direktør i Falck Emergency.
Han overtog stillingen fra selskabets to stiftere, der før delte rollen, og den nye direktør har med 2020-resultatet fået vendt skuden.
Han er samtidig meget optimistisk for fremtiden og forventer fortsat vækst.
Han oplever nemlig, at tandlæger bl.a. som følge af coronakrisen gerne vil være mere digitale.
“Vi kan se, at den trend, vi allerede var på, er accelereret. Tandlæger verden over ønsker at digitalisere arbejdsgangene, give en bedre patientoplevelse og ikke mindst en mere hygiejnisk patientoplevelse. Det taler lige ind i vores produkt,” siger Jakob Just-Bomholt.
Med 3Shapes milliardomsætning og hurtige vækst har flere kapitalfonde holdt godt øje med selskabet. Samtidig har der været spekuleret i en børsnotering.
Det har selskabet før afvist, og skal man tro adm. direktør Jakob Just-Bomholt, er der ikke nogen børsnotering på vej.
“Jeg er bekendt med, at der i en årrække har været spekuleret i ejerskabet. Jeg kan bare sige, at som selskab har vi ingen gæld og har ikke behov for at få tilført kapital. Og vi er meget glade for de aktionærer, vi har i dag,” lyder det.