ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Sådan omstiller madspildskomet sig til coronatid: “Nu er vi gået fra vækstledelse til kriseledelse”

“Der er brug for hjælp nu,

ellers ryger en hel generation af virksomheder,” siger iværksætter, der efterlyser målrettet hjælpepakke til vækstvirksomheder

"Som leder skal man have forståelse for, at alle lige nu har deres eget at rode med, når vi samtidig beder dem om at kæmpe og give den en ekstra skalle,” siger Mette Lykke om at bedrive ledelse i en coronatid. Foto: Mie Hee Christensen
"Som leder skal man have forståelse for, at alle lige nu har deres eget at rode med, når vi samtidig beder dem om at kæmpe og give den en ekstra skalle,” siger Mette Lykke om at bedrive ledelse i en coronatid. Foto: Mie Hee Christensen

Den digitale madspildsplatform Too Good To Go skulle have åbnet kontor i New York og Boston i mandags. Den danske vækstvirksomhed har i snit ansat to nye medarbejdere om dagen hidtil og leverede sidste år en vækst på mere end 200 pct.

Men lige nu er den amerikanske markedsudvidelse sat på hold, og Too Good To Go ansætter kun enkelte nye medarbejdere på ugebasis nu. Selskabets omsætning i Italien er faldet med 85 pct. Tallene fra Spanien og Frankrig er i samme kaliber, for i Sydeuropa er mange af Too Good To Go's samarbejdspartnere caféer og restauranter, der er helt lukket ned. Bedre ser det ud på markederne nord for Østrig, hvor det danske selskab har flere fødevarebutikker blandt kunderne.

200

pct. voksede Too Good To Go sidste år

“Vi er vant til ugentlige vækstrater, mange kun drømmer om at have årligt. Vi forventer stadig markant vækst på 100 pct. i år. Men det er klart, at forventningerne er skruet ned, og væksten bliver lavere, end hvis corona ikke havde ramt,” siger adm. direktør i Too Good To Go, Mette Lykke.

Hun har prøvet at udøve kriseledelse før i sin egen karriere som leder. Men ikke i Too Good To Go, hvor selskabets fireårige rejse hidtil være en lang væksttour. Men det ændrede corona med et trylleslag.

“Nu er vi gået fra vækstledelse til kriseledelse,” siger Mette Lykke.

Normalt er hun svær at fange i Danmark. Med 600 ansatte fordelt på 14 lande er hun ofte på farten. Men i dag er hun hjemme på Frederiksberg, hvor hun – som alle andre i disse tider – balancerer lederjobbet med nysgerrige børn på sidelinjen.

Partnerhjælp

Børsen har sat hende stævne for at høre, hvordan hun som adm. direktør er i gang med at tilpasse virksomhedens strategi til den nye virkelighed.

“Heldigvis er vi en virksomhed, der er vant til at omstille os og tilpasse os nye markeder og situationer, og det nyder vi virkelig godt af i denne tid. Der bliver udvist imponerende drive og handlekraft i alle grene af virksomheden. Dels i forhold til at holde motivationen oppe og dels i forhold til at søsætte nye initiativer tilpasset situationerne på de forskellige markeder,” fortæller Mette Lykke.

Normalt er forretningsmodellen den, at restauranter, fødevarebutikker og andre, der ofte står med overskudsmad, kan sælge overskudvarerne billigere via Too Good To Go's app. Under coronakrisen har madspildsappen dog tilpasset sin tjeneste til, at restauranter kan sælge take away til normalpris via appen. Det er nonprofit for Too Good To Go, men et blandt flere tiltag, der skal hjælpe samarbejdspartnerne gennem krisen.

“Der er stadig titusindvis af måltider at redde hver dag. Det er business as usual. Men det er i tider som disse, at iværksættere og startups for alvor kommer til deres ret. Vi kan tilpasse os hurtigt. Og det gør vi,” siger Mette Lykke.

“Vi kan også mærke, at vores virksomhedskultur bliver testet, og det har været fantastisk at se, hvordan medarbejderne står sammen på tværs af landegrænser. De fleste medarbejdere har aldrig mødt hinanden fysisk, men alligevel producerer mange lande f.eks. videohilsner til vores italienske og spanske teams for at vise deres støtte. Det kan jeg godt få tårer i øjnene over. Så har snakken om “one team” ikke været forgæves.”

Fra Milano til København

Too Good To Go har i alt 100 ansatte i Italien og Spanien. Da markederne her blev hårdere og tidligere ramt, havde det danske selskab et lille forspring til at tilpasse forretningen til det, der nu rammer Nordeuropa.

Et er dog ledelsesopgaven med at justere forretningen til de nye vilkår og planlægge virksomhedens comeback. Noget andet er ledelsesopgaven indadtil. Her er der stor forskel på, om de ansatte sidder i Milano eller København. Og det er en disciplin at balancere empati og forståelse mellem 14 lande, der befinder sig i vidt forskellige situationer. Også på det personlige plan er medarbejderne ramt på forskellig vis:

“Nogle er smittet med corona. Nogle er bekymrede for deres kære. Andre har mistet familiemedlemmer til corona. Nogle er stressede, fordi de har børn, der kravler på væggene, andre er ensomme i storbyen. Som leder skal man have forståelse for, at alle lige nu har deres eget at rode med, når vi samtidig beder dem om at kæmpe side om side og give den en ekstra skalle,” siger hun.

Komfortabel med fremtiden

I prioriteret rækkefølge er det medarbejderne og deres familiers sundhed, der fylder hos Mette Lykke nu.

Dernæst handler det om at få styr på likviditeten.

“De analyser havde vi ikke lavet inden krisen ramte – det tror jeg, de færreste havde. Men det er vigtige analyser at have styr på, så det har vi brugt en del tid på. Så vi nu er komfortable med, at vi kan håndtere krisen og være klar til at redde over 100.000 måltider om dagen igen efter krisen,” fortæller hun.

Andre læser også

Børsen Job

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis