ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Smv'er mangler fokus på sociale medier, viser ny undersøgelse: “Det er et klart signal om, at der er plads til forbedringer”

En ny undersøgelse viser, at knap hver tredje smv-virksomhed ikke har styrket sit arbejde med sociale medier i 2020. Det undrer og bekymrer eksperter

Ifølge adm. direktør i JRV Daniel Rasmussen (forrest på billedet), bruger virksomheden Linkedin som et aktivt marketingsværktøj. 
Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen
Ifølge adm. direktør i JRV Daniel Rasmussen (forrest på billedet), bruger virksomheden Linkedin som et aktivt marketingsværktøj. Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen

Hos ventilationsvirksomheden JRV i Greve syd for København, har man det seneste år forøget sin tilstedeværelse på sociale medier.

“Der er ingen tvivl om, at i de sidste tre kvartaler af 2020 brugte vi relativt meget energi på at blive set og hørt,” fortæller Daniel Rasmussen, som er adm. direktør i virksomheden.

Virksomheden poster ugentligt på Linkedin. Her kan man blandt andet få et smugkig på virksomhedens nye produkter eller møde nye ansatte. Ifølge Daniel Rasmussen er det virksomhedens marketingchef, som står for Linkedin.

30

pct. af smv'erne har ikke øget tilstedeværelsen på sociale medier i 2020

“Rent strategisk vil vi gerne lave ét opslag om ugen,” siger Daniel Rasmussen.

“Det skal være værdiskabende for den kundeportefølje, vi har. Det kan nogle gange være svært, fordi det kræver ressourcer,” siger han.

Virksomheden har udelukkende valgt at bruge Linkedin.

Vigtigt at være med på noderne

Ifølge Rasmus Keinicke, der arbejder med digitalisering hos interesseorganisationen SMV Danmark, er det vigtigt, at smv'er bruger sociale medier i deres marketingstrategi. Ellers risikerer de at ryge bagud.

“De, som ikke gør det, kommer bagerst i køen. De mister kunder og markedsandele. Sociale medier har eksisteret længe, men det er blevet mere vigtigt nu, fordi vi ikke kan komme ud til kunderne, og meget foregår online,” siger han.

“Jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle være på de sociale medier. Det er simpelthen et must,” fortsætter han.

Samme tone finder man også hos Henrik Poulsen, der i mange år har hjulpet virksomheder med at lægge en strategier for sociale medier hos SMV:Digital i Region Hovedstaden, der hjælper mindre virksomheder med digitalisering.

Dem som ikke gør det, kommer bagerst i køen. De mister kunder og markedsandele

Rasmus Keinicke, SMV Danmark

“De muligheder som ligger på de sociale medier, ikke bare ved at markedsføre, men også at lave målrettet markedsføring, det gør jo, at hvis man ikke gør det, bliver man overhalet inden om af andre,” fortæller han.

På trods af at sociale medier spiller en vigtig rolle i ens virksomheds kommercielle succes, var det kun de færreste smv'er, som prioriterede området højt i 2020.

I en ny undersøgelse fra SMV Danmark svarer 30 pct., at de ikke har forøget deres tilstedeværelse på sociale medier i 2020. Kun 6 pct. svarer, de har øget deres tilstedeværelse “i høj grad”.

På spørgsmålet: “Har I yderligere planer om at øge jeres tilstedeværelse på sociale medier i 2021?” svarer 22 pct., at de ikke forventer at gøre det.

Ifølge Rasmus Keinicke giver svarene årsag til bekymring.

“Det er et klart signal om, at der er plads til forbedringer i forhold til smv'ernes brug af sociale medier. De arbejder ikke strategisk med det,” siger han og fortsætter: “På den helt korte bane er der mange virksomheder, som ikke er synlige, fordi de tænker, det ikke giver noget forretningsmæssigt at være på sociale medier.”

Ingen planer om yderligere aktivitet

Spørger man Daniel Rasmussen, er der ingen planer om at øge JRV's aktivitet på sociale medier i 2021.

“Vores fokus er på at tale det rigtige sprog til de kunder, som finder os på Linkedin,” fortæller han med henblik på markedsføring til potentielle kunder, og fortsætter:

“Så det er ikke sikkert, at aktiviteten vil blive forøget.”

Dog afviser han ikke, at skrue op for aktiviteten, hvis det viser sig at give pote for virksomheden.

Andre læser også

Børsen Job

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis