ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Serieinvestor Jacob Risgaard skyder 2,5 mio kr i barndomsminde

Jacob Risgaard investerer millioner i Brian Fabricius' Spa og Wellness Hotel i Sæby. Foto: PR
Jacob Risgaard investerer millioner i Brian Fabricius' Spa og Wellness Hotel i Sæby. Foto: PR

Jacob Risgaards barndom var på et børnehjem i Sæby. Som lille cyklede han tit ture i klitterne og kom næsten altid forbi det store flotte Hotel Viking. På parkeringspladsen parkerede dyre biler, og på restauranten sad det, der lignede velhavende mennesker.

Nu er han selv en af dem. Han har nemlig lavet en stor investering i hotellet: 2,5 mio. kr. for et medejerskab på 25 pct. og en bestyrelsespost oven i hatten.

“Som barn cyklede jeg altid forbi Hotel Viking og så betaget på dem, der havde råd til de oplevelser, og i dag kan jeg blive en del af det. Der er noget poetisk i, at cirklen er komplet,” siger serieinvestor og virksomhedsejer Jacob Risgaard.

Investeringen skete i tv-programmet “Løvens hule”, og det var en tydeligt rørt Jacob Risgaard, der lyttede, da Hotel Viking med hotelejeren Brian Fabricius i front kørte sin pitch om en investering.

Cykeltur og drømmeseng

23,6

mio. kr. havde Hotel Viking i omsætning i 2020

Brian Fabricius er ejer af og driftsdirektør i Hotel Viking Aqua Spa og Wellness. Hotellet købte han af sine forældre tilbage i 2015, og i 2020 omsatte det for 23,6 mio. kr. Ligesom for Jacob Risgaard har hotellet også en stor betydning for Brian Fabricius. Da forældrene overtog hotellet i 1982, efter 14 tidligere ejerskifter, flyttede familien ind på hotellet.

“Hotel Viking er mit barndomshjem. Vi boede på de ledige værelser, hvis der ingen gæster var, eller på en drømmeseng, hvor der var plads,” siger Brian Fabricius.

Brian Fabricius havde allerede fra overtagelsen et klart mål med virksomheden: Hotellet ville i højere grad satse på en gavekortforretning. Og det lykkedes. I dag kommer 30 pct. af hotellets omsætning fra gavekort. Bent Fabricius' mål med hotellet er, at det skal være nemt at købe et ophold.

“Da jeg startede i 2015, ville jeg gøre det lige så let at købe et hotelophold på Vikingen, som det er at købe en liter mælk i supermarkedet,” siger han.

Familiearv

Af sine forældre har Brian Fabricius lært, hvad det vil sige at udvikle hotel, have øje for markedet og konstant finde på nye tiltag, der gør det attraktivt for gæster.

For katten, jeg investerede med hjertet i Hotel Viking

Jacob Risgaard, virksomhedsejer og serieinvestor

“Da vi lukkede ned under krisen, skulle jeg lige bruge et par dage på at sunde mig og trække vejret dybt. Det koster penge og energi at lukke så stor en butik ned, men vi brugte tiden på at gøre vores spa til sommerens alternativ til Mallorca,” siger Brian Fabricius.

Jacob Risgaard har længe haft en drøm om at melde sig ind i hoteleventyret, og af den årsag var han ikke i tvivl om, at han ville investere i Hotel Viking og Brian Fabricius.

“For katten, jeg investerede med hjertet i Hotel Viking, især på grund af mine minder fra barndommen. Det har længe stået på min bucket list at være medejer af et hotel, og så er et hotel på hjemstavnen jo et perfekt match,” siger Jacob Risgaard.

Et hotel under udvikling

Selvom det var en investering med hjertet i et barndomsminde og i en velforberedt ejer, så har Jacob Risgaard også haft hjernen med i investeringen og ved, hvad han kan bringe til bordet.

“Jeg kan bidrage til onlinedelen. Jeg har en idé om, at mit hold og jeg kan være med til at booste det ud til de mange mio. kunder, vi har, både i Nordtyskland, Norge og Sverige,” siger Jacob Risgaard.

Brian Fabricius har klare ambitioner for hotellets fremtid. Udover en stor renovering, som de kan slå dørene op for til sommer, så vil ejeren gerne ekspandere endnu mere:

“Når organisationen er gearet til det, så skal jeg da have kigget Jacob dybt i øjnene og charmeret ham og spørge, om vi ikke skal lave et barn eller to på de her hoteller,” siger Brian Fabricius.

Om Jacob Risgaard vil være med til at forvandle Hotel Viking til en kæde af hoteller, er endnu uvist. Men for to nordjyder er der altid plads til en god handel, og det gør ikke noget, hvis der går krejlermarked i den.


Andre læser også

Børsen Job

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis