ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Chef i værktøjsfirma elsker at samarbejde med studerende: “Det er jo unge mennesker, der skal være med til at berige det, som vi gamle fjolser render rundt og laver”

Unge, skarpe universitetsstuderende hjælper Nethire, der udlejer værktøj, til at udvikle sig og holde fingeren på pulsen

Udviklingsdirektør i Nethire Johnny Noisen (tredje fra venstre) sammen med sit "Dream Team", fem kandidatstuderende, der i tre måneder af 2020 lavede et projekt hos virksomheden. Foto: PR/180 Degrees Consulting
Udviklingsdirektør i Nethire Johnny Noisen (tredje fra venstre) sammen med sit "Dream Team", fem kandidatstuderende, der i tre måneder af 2020 lavede et projekt hos virksomheden. Foto: PR/180 Degrees Consulting

“Mit dream team.”

Det kalder Johnny Noisen de fem kandidatstuderende fra hhv. CBS og DTU, der i efteråret 2020 udarbejdede et projekt relateret til FN's verdensmål i virksomheden Nethire, hvor han er udviklingsdirektør og medejer.

“De var bare pissegode,” fortæller Johnny Noisen.

Nethire står bag en digital platform for udlejning og distribution af værktøj og maskiner til håndværkere, og er i gang med at opbygge den deleøkonomiske løsning Nethire Community, hvor håndværkere kan leje og udleje værktøj i hele landet.

Virksomheden er vokset støt de seneste år, men skal Nethire holdes skarp, kræver det ifølge Johnny Noisen input udefra. Derfor inviterer virksomheden hvert år universitetsstuderende ind til at lave projekter sammen med Nethire. For de unge siger deres ærlige mening, stiller de gode spørgsmål, løfter de digitale og grønne ambitioner og sørger for, at virksomhedens ni ansatte holder fingeren på pulsen.

“Det at få den mulighed for at arbejde sammen med de her unge mennesker, det er altså en livseliksir. Det er jo unge mennesker, der skal være med til at berige det, som vi gamle fjolser render rundt og laver,” siger Johnny Noisen.

Friske øjne

Kristina Falkvist, chefkonsulent i Akademikerkampagnen, der arbejder for at matche højtuddannede med virksomheder, understreger, at højtuddannede og universitetsstuderende kan hjælpe smv'er med at få skabt den innovation og det strategiarbejde, der nogle gange drukner i drift.

Hun mener, at netop coronakrisen kan være et godt tidspunkt til at få nye øjne på virksomheden til at se, hvor der kan optimeres.

I efterårets projekt hos Nethire udarbejdede de fem kandidatstuderende en markedsanalyse med oplæg til, hvordan Nethire kunne få og fastholde flere kunder på deres deleøkonomiske platform. Derudover skabte de studerende en verdensmåls-beregner, der bl.a. viser, hvor meget CO2, der spares ved at Nethire leverer værktøj til byggepladser via sit eget distributionssystem frem for, at kunderne selv kører rundt og ved, at værktøjet udnyttes bedre. Projektet blev lavet som led i en konkurrence arrangeret af konsulenthuset 180 Degrees Consulting, hvor gruppen landede en andenplads.

God tidsinvestering

Skal samarbejdet mellem smv'er og universitetsstuderende eller akademikere lykkes, skal man som ejerleder være villig til at investere tid og ressourcer, understreger Kristina Falkvist.

skærmbillede dream team.png
Efter deres projekt hos Nethire, fremlagde de studerende deres analyser for virksomheden, som med det samme begyndte at bruge flere af deres forslag. Skærmbillede: Nethire

“Og for kandidaterne skal man være sikker på, at man ikke bare kommer til at sidde og nørde lidt ovre i hjørnet. Man skal insistere på at bidrage,” siger hun.

Johnny Noisen fungerede som mentor for de studerende og brugte 1-2 dage om ugen på at fremskaffe data og besvare spørgsmål om virksomheden, i den tre måneder lange periode hvor de studerende lavede deres projekt hos Nethire.

Og der er ifølge ham store gevinster at hente ved at stille skriveborde, data og en bid af hans arbejdstid til rådighed for studerende.

En bachelorstuderende fra DTU har f.eks. tidligere udviklet en “distributionsalgoritme” til Nethire, der kan lokalisere ledige værktøjer og estimere transporttid fra lager til byggeplads, og to studerende fra CBS brugte deres speciale på at afdække mulighederne for dendeleøkonomiske platform Nethire Community.

“Vi får altid nogle løsninger, som vi på en eller anden måde kan bruge, som vi ikke havde set,” siger Johnny Noisen.

Andre læser også

Børsen Job

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis