Indtil for nylig kunne danske smv'er se frem til et forår, hvor regningen for den moms, de i foråret 2020 fik lov at låne rentefrit, skulle betales – oveni den normale moms.
I foråret 2020 kunne virksomheder få udbetalt deres indbetalte moms eller lønsumsafgift for andet halvår eller fjerde kvartal af 2019 som et rentefrit lån, der skulle tilbagebetales senest 1. april.Den frist er rykket til 1. nov. 2021. Virksomheder, der ikke tog et momslån i foråret, får nu en ny mulighed for at tage lånet. Også her er tilbagebetalingsfristen 1. nov. 2021. De, der tog lån i foråret, kan ikke bruge ordningen igen.
“Det ville være et voldsomt bjerg at bestige for mange virksomheder,” påpeger revisor og partner i EY, Kaj Glochau.
Men virksomhederne kan lade bjergstøvlerne ligge i denne omgang, for 27. oktober blev et flertal i Folketinget enige om at udskyde fristen for tilbagebetaling af momslånet til 1. november 2021.
Derudover får de virksomheder, der ikke brugte lånemuligheden i foråret, nu en ny mulighed for at tage imod det rentefri momslån, bl.a. fordi den pulje, der i foråret blev afsat til ordningen, langt fra blev brugt op.
“For nogle virksomheder vil det jo – kynisk set – bare være at trække pinen
Kaj Glochau, revisor og partner i EY
Det fornyede låntilbud skal hjælpe på likviditeten i særligt de små og mellemstore virksomheder, lyder det fra Erhvervsministeriet, men aftalen rummer også faldgruber, advarer Kaj Glochau.
“For nogle virksomheder vil det jo – kynisk set – bare være at trække pinen,” siger han og peger på den hårde kendsgerning, at nogle virksomheder ikke kommer til at overleve krisen. Og kan du allerede nu se, at dit firma ikke står til at klare sig i sidste ende, så skal du ikke tage et momslån for at købe tid.
“Det skal ikke være sådan, at man siger: “Fedt, at jeg kan låne de her penge, men jeg tror aldrig jeg kommer til at betale dem tilbage.” Hvis det er det, man siger, så skal man lade være. Og det er der, det bliver svært for de små virksomheder, for så går det over i følelser og psykologi,” siger Kaj Glochau.
Risikoen ved at tage et momslån, selvom du ikke realistisk set kan forvente at betale det igen, er, at du ifalder ledelsesansvar.
Ledelsesansvar betyder, at du som virksomhedsleder kan komme til at stå med et erstatningsansvar over for virksomhedens kreditorer, fordi du som leder vil stå ansvarlig for tabet i en eventuel konkurs grundet ledelsessvigt.
For at undgå dette, skal du spørge dig selv: Har min virksomhed nået “håbløshedstidspunktet”?
Hvornår har du passeret det såkaldte håbløshedstidspunkt? Hvis du som virksomhedsejer går i banken med et nøjagtigt og opdateret perioderegnskab og får “nej” til en forhøjelse af kassekreditten, og du derefter får samme besked fra andre banker, så er det et ret stærkt praj om, at du er tæt på eller på den forkerte side af håbløshedstidspunktet. Hvis andre rådgivere siger det samme, så bør man stoppe. Kilde: Kaj Glochau, EY
“Det er der, hvor man ved, eller bør vide, at den gæld du stifter i morgen, kommer du ikke til at betale tilbage igen. Og hvis man står i den situation og tager et momslån og bruger statens penge til at betale kreditorer med, så kan man ifalde ledelsesansvar,” siger Kaj Glochau og tilføjer:
“Hvis betingelsen for, at man kan betale tilbage er, at du vinder i lotto i næste uge, så skal man nok lade være med at tage lånet.”