ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

An­ders Holch, Lego-fa­mi­li­en og Wil­li­am De­mant får røde tal igen: Underskud på over 100 mio. kr. i startupfabrik – men værdierne er øget til tæt på 1,5 mia. kr.

Accelererende årlige underskud bekymrer ikke de tre ejere. Ifølge partner skabes løbende værdi i de 14 aktive selskaber

Ulrik Trolle (tv.) og Simon Sylvest har været med i Founders fra starten i 2012. Det samme har de tre ejere – Brightfolk, Kirkbi og William Demant Invest. Arkivfoto: Mie Hee Christensen
Ulrik Trolle (tv.) og Simon Sylvest har været med i Founders fra starten i 2012. Det samme har de tre ejere – Brightfolk, Kirkbi og William Demant Invest. Arkivfoto: Mie Hee Christensen

105 mio. kr. Det blev underskuddet i 2020 i startupfabrikken Founders ejet af tre rigtig tunge investorer, nemlig Anders Holch Povlsens investeringsselskab Brightfolk, Lego-familiens Kirkbi og William Demant Invest.

Men det giver ikke ejerne anledning til rysten på hænderne, at accelererende årlige tocifrede millionunderskud nu er afløst af højrøde milliontab med tre cifre. For værdien af Founders' portefølje af investeringer er trods coronapandemi og stor global økonomisk usikkerhed i lange perioder af 2020 steget markant.

Der skabes værdi. Vi står jo ikke og hælder penge ned i et stort hul

Niels Jacobsen, formand, Founders og direktør, William Demant Invest

Værdien af Founders' andel af de 14 virksomheder, der i dag indgår i porteføljen, nærmer sig ifølge partner Simon Sylvest nu 1,5 mia. kr. For et år siden var den under 1 mia. kr.

“Vi er godt tilfredse. De tre ejere vil gerne sætte noget i gang, og der bliver skabt værdi i Founders. Vi vil ikke drive virksomhed med salg for øje, for det giver en anden tilgang til at drive virksomhed. Det evige ejerskab, eller det at drive virksomhed i en evergreenfond, giver mulighed for at træffe de bedste beslutninger for den enkelte virksomhed,” fastslår formand for Founders Niels Jacobsen, der er direktør i William Demant Invest.

290

mio. kr. er den bogførte egenkapital i Founders

“Der skabes værdi. Vi står jo ikke og hælder penge ned i et stort hul. Det er ikke sådan, de tre ejere agerer i andre sammenhænge, og det gør vi nok heller ikke her,” understreger Niels Jacobsen.

Ulrik Trolle, partner i Founders, fastslår, at ejerne er ekstremt langsigtede, og at selskabet ikke har en exitstrategi.

“Det er jo udviklingsselskaber, vi investerer i. De er sat i verden for at udvikle sig, og det koster penge løbende. På et tidspunkt bliver mange af dem forhåbentlig profitable og mere værd, og så kan vi vælge at lave en exit eller drive virksomhederne endnu videre,” siger han.

Og endnu har Founders efter ni år ikke lavet en exit. Da startuppen Min Bil Din Bil blev en del af Snappcar, fik Founders aktier i dét selskab.

Årsrapporten fra Founders viser en koncernomsætning i 2020 på små 30 mio. kr. eller dobbelt så meget som året før, mens nettounderskuddet er på lige under 105 mio. kr. mod 83 mio. kr. i 2019. De to foregående år gav tilsammen et minus på 99 mio. kr. Underskuddene bliver større og større.

Den bogførte egenkapital i Founders var ved udgangen af 2020 på 290 mio. kr. eller på niveau med året i forvejen.

Ni år gammel

Founders har siden sin start for ni år siden investeret pænt over 500 mio. kr. i omkring 30 selskaber, hvoraf altså halvdelen er aktive i dag. I nogle ejer Founders 100 pct. af aktierne eller har en majoritet – i andre tilfælde har startupfabrikken med domicil på Vesterbro i København mindre ejerandele.

Det er jo udviklingsselskaber, vi investerer i. De er sat i verden for at udvikle sig, og det koster penge løbende

Ulrik Trolle, partner, Founders

Det mest egenkapitaltunge selskab i porteføljen er Pleo, som arbejder med et firmakortsystem til håndtering af virksomheders bilag og omkostninger. Founders ejer godt 30 pct. og har i årsrapporten optaget selskabet til en værdi på næsten en halv mia. kr. Virksomheden Kontist, der er en bank for freelancere, som har brug for at få administreret deres økonomi, er opført til 73 mio. kr. Her ejer Founders en spids over 50 pct., mens ejerandelen af Lifex, som udlejer boliger til tilflyttere til storbyer, er en femtedel.

Estimerer konservativt

Ifølge ledelsen værdisætter Founders i sin årsrapport sine investeringer til kostpris. I de selskaber, hvor eksterne investorer laver en værdiansættelse, når de køber sig ind, kan Founders se, at der er skabt værdi langt ud over det, Founders bogfører.

“Vi estimerer vores værdier konservativt. Vi og vores ejere har ikke noget behov for at foretage opskrivninger i årsrapporterne,” siger Ulrik Trolle.

Andre læser også

Børsen Job

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis