ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Små rejsebureauer har brugt krisen til udvikling: “Man skal lade være med at tage store udsving, og undlade at blive fristet af for hurtig forretning. Det er vigtigt at bygge sundt”

De har begge mistet mindst halvdelen af omsætningen i 2020 og er personligt ramt af tabet. Alligevel har to rejsebureauer toptrimmet sig forud for den vækst, de mener, venter lidt om hjørnet

Camilla Levin er stifter og adm. direktør i rejsebureauet 80days og Christoffer Backman  ejer De brede Planer, der har speciale i surf-, ski- og mountainbikerejser. Begge har de brugt krisen til at investere i vækst. Foto: Andreas Vinther
Camilla Levin er stifter og adm. direktør i rejsebureauet 80days og Christoffer Backman ejer De brede Planer, der har speciale i surf-, ski- og mountainbikerejser. Begge har de brugt krisen til at investere i vækst. Foto: Andreas Vinther

Hverken Camilla Levin, ejer af rejsebureauet 80days, eller Christoffer Backman, stifter og ejer af De Brede Planker med speciale i ski-, surf- og mountainbikerejser, lægger skjul på, at det forgangne år har udfordret deres virksomheder på alt fra forretningsmodel, pengepung og ejernes egen mentale styrke.

Men begge mindre rejsebureauer er stadig i live, og mens rejsebranchen herhjemme har sagt farvel til mere end 40 pct. af deres ansatte, så har de to bureauer investeret i både vækst og nye medarbejdere.

“På mange måder har krisen styrket os. Den strategi, vi har haft, er den rigtige. Den har været på hård prøve, og jeg havde hellere været foruden. Men vi har klaret den,” lyder det fra Camilla Levin, som for 11 år siden stiftede rejsebureauet 80days, der specialiserer sig i eksklusive luksusrejser til hele verden. Strategien har gennem alle år været håndholdt service af kunder, der gerne betaler for tryghed og høj komfort på rejsen.

20210226-091111-5_ma.jpg
Stifter af rejsebureauet 80days, Camilla Levin, har brugt krisen på at ansætte nye medarbejdere og tage kontrol over en større del af sine rejser. Bl.a. chartrede firmaet selv fly, da ingen fløj til Cypern i efteråret. Foto: Andreas Vinther

Camilla Levin gik ind i krisen med et løfte til sine dengang femmedarbejdere om, at hun ville gøre alt, hun kunne, for at bevare deres job. Det løfte har hun holdt. Undervejs har hun ansat yderligere to medarbejdere, som skal være med til at styrke Hellerup-bureauet, når rejselystne danskere igen kan komme ud i verden.

To dage på dagpenge

Alle ansatte hos 80days er dog på dagpenge to dage om ugen for at få arbejdsopgaver og økonomi til at gå op. Og rejsebureauets ellers sorte regnskabstal står til en kraftig nedgang med et fald i omsætningen på ca. 50 pct. Men det klarer det lille bureau også, mener Camilla Levin, der har drevet sin forretning konservativt gennem mange år og nu bruger virksomhedens opsparede egenkapital til at stå imod med.

Det lille bureau besluttede fra starten af coronakrisen, at man ville skabe tryghed hos kunderne ved at love fuld refundering på aflyste rejser inden 14 dage. Også selv om bureauet ikke selv har fået penge retur fra sine egne samarbejdspartnere. En beslutning, der har givet loyale kunder, der bestiller igen og forud hos firmaet, og som kunne lade sig gøre, fordi bureauet gik ind i krisen med en god egenkapital.

Pro selvstændig
Smv kaster 2 mio. kr. i at udvikle ansatte for at nå ambitiøst 2023-mål: “Vækst kræver, at man kan fastholde og tiltrække de dygtigste medarbejdere”
jesperjensenVVSTRYK_stevenachiam_DSC5876.jpg

“Når tingene er blevet normaliseret igen, bliver vi selvfølgelig nødt til at gå tilbage til de tidligere regler: Hvis man booker og ombestemmer sig, så er det ikke længere os, der skal refundere. For vi kan ikke blive ved på denne måde,” erkender Camilla Levin.

Konservativ forretning

Strategien hos 80days har hele vejen igennem været at gøre sig umage med den personlige kundekontakt og opbygge tætte relationer til samarbejdspartnerne. Gennem årene har Camilla Levin været fristet til at springe på muligheder for at vækste forretningen hurtigere. Men hun har hver gang holdt igen og fastholdt sit fokus på sit kerneprodukt, luksusrejser. Markedsføringsbudgettet er lavt. Nye kunder kommer primært til, ved at eksisterende kunder anbefaler bureauet til andre. I dag mener hun, at det er den konservative tilgang til at drive forretning, der er årsag til, at bureauet stadig er i live og har kunnet investere i udvikling under krisen.

F.eks. da der i efterårsferien opstod en mulighed for at sende gæster til Cypern, men der ingen fly var. Da chartrede 80days selv to fly og fik sendt en række gæster afsted, inden destinationen lukkede ned igen.

“Vi har hele tiden været tro mod kerneproduktet. Mit råd er, at man skal lade være med at tage store udsving, og undlade at blive fristet af for hurtig forretning. Det er vigtigt at bygge sundt. Jeg skal i hvert fald vokse organisk. Nu kommer det os til gode, at vi er vokset langsomt,” mener Camilla Levin.

Mens pejlemærkerne under krisen hos 80days har været at sikre medarbejdere og relationer til kunder og partnere, så landede rejsebureauet De Brede Planker en investering på 1 mio. kr. i maj sidste år fra tre investorer. De penge er blevet brugt til at ekspandere virksomheden i en tid, hvor de fleste rejseselskaber har skåret ind til benet.


De Brede Planker har specialiseret sig i at lave aktive oplevelsesrejser på ski-, surfbræt eller mountainbike og har bl.a. Makedonien som en af flere rejsemål. Rejsebureauet satser på destinationer, der endnu er ukendte for mange, og hvor der normalt er få turister.

20210226-091038-7_ma.jpg
Christoffer Backman fra De Brede Planker landede en investering midt i pandemien. Rejsebureauets omsætning er halveret, men firmaet står nu toptrimmet og fuldt digitalt til, når verden igen åbner. Foto: Andreas Vinther

InvestorMorten Benn, der sammen med Jakob Brøndsted og Thomas Frost, satte penge i De brede Planker midt i krisen, joker i dag med, at afkastet nok havde været større, hvis pengene var sat i tech-aktier. Men investorerne tror stadig lige så meget som stifter Christoffer Backman på, at der er et stort marked for skræddersyede oplevelsesture efter krisen.

Vi løber den modsatte vej end andre ved at udvikle og investere nu

Christoffer Backman, stifter af De brede Planker

Digitalt rejsebureau

Og måske netop for den type rejser, som kan tilrettelægges individuelt og i små grupper. For fremtidens rejsemønstre kan meget vel blive færre men større og dyrere rejser, meget langt fraall-inclusivebuffeter, mener de tre investorer.

“Selvfølgelig havde vi håbet på, at den vækst, Christoffer tidligere præsterede, ville være fortsat lige så flyvende. Og mange har da rystet på hovedet af, at vi investerede i rejsebranchen midt i en global pandemi, men vi tror stadig på et stort marked” siger Morten Benn.

Stifter af De brede Planker Christoffer Backman har bl.a. brugt investeringen på at få en partner ombord, Rene Brask Birch, der kommer fra Netcompany og med sin baggrund har bidraget til at gøre rejsebureauet mere digitalt.

Rejsebureauet har åbnet en hjemmeside på svensk, da Sverige er et stort marked for bl.a. de surf-rejser, De Brede Planker har specialiseret sig i. Der er også kommet en hjemmeside på engelsk, så bureauet er klar til at servicere andre internationale kunder.

Og så er alle processer blev trimmet, så bureauet står klar til den ketchupeffekt, som både investorer og stifter mener, venter om hjørnet.

“Lige nu investerer vi i markedsføring, så vi ligger højt i folks bevidsthed, når de igen kan rejse. Vi løber den modsatte vej end andre ved at udvikle og investere nu,” siger Christoffer Backman.

Andre læser også

Børsen Job

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis