ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Mikkeller har efter flere års tilløb fundet fodfæste i Kina: “Baren blev med det samme den bedst indtjenende”

Ølvirksomheden Mikkeller har

succes med en nyåbnet bar i Shanghai og satser nu som led i en ny strategi stort på den kinesiske millionby

Mikkeller-stifter Mikkel Borg Bjergsø har 45 restauranter og barer spredt rundt i verden. Nu vil han fremover satse på flere barer i få byer. Arkivfoto: Mie Hee Christensen
Mikkeller-stifter Mikkel Borg Bjergsø har 45 restauranter og barer spredt rundt i verden. Nu vil han fremover satse på flere barer i få byer. Arkivfoto: Mie Hee Christensen

For det danske bryggeri- og barimperium Mikkeller har en bar i Shanghai udviklet sig til en sjælden optur i et coronaramt år med få lyspunkter.

Vi har arbejdet i mange år på at komme ind i Kina, og det har været vanskeligt for os sådan for alvor at få fodfæste

Mikkel Borg Bjergsø, stifter og direktør i Mikkeller

“Baren blev med det samme den bedst indtjenende bar og er nu den af vores barer med størst omsætning uden for Danmark,” siger Mikkel Borg Bjergsø, der er stifter og direktør i Mikkeller.

Baren åbnede i maj måned, da coronavirussen kun lige have løsnet sit greb om det kinesiske marked, og er den første Mikkeller-bar i Kina efter et årelang tilløb. Baren har udviklet sig så positivt, at den danske virksomhed nu satser på at åbne i alt fire barer inden for de næste to år og allerede er på jagt efter lokaler til bar nummer to i den kinesiske millionby.

Ny strategi

Baren i Shanghai markerer samtidig startskuddet til en ny strategi fra øliværksætteren, hvor det de næste år skal handle om at etablere mange barer i få byer.

293

mio. kr. omsatte Mikkeller for i 2019

“Vi har lavet barer i ti år og har plantet mange flag rundt omkring i verden, hvor det nogle steder mest har handlet om at opbygge brandet. Nu skal vi have nogle fokusbyer med gode partnere, hvor vi kan skabe synergieffekter, stordriftsfordele og fokusere på indtjening,” siger Mikkel Borg Bjergsø.

Med et skærpet fokus på få storbyer vil Mikkel Borg Bjergsø optimere forretningen og har i første omgang et særligt fokus på Tokyo, London, København og nu også Shanghai.

Lang vej til Kina

Mikkel Borg Bjergsø etablerede Mikkeller i 2003, som i dag består af to lige store forretningsdele i form af bryggeridelen med ølsalg gennem butikker, og den anden bid består af ca. 45 restauranter og barer over hele verden. Kina har længe været en ønskedestination for den fremadstormende ølvirksomhed.

“Vi har arbejdet i mange år på at komme ind i Kina, og det har været vanskeligt for os sådan for alvor at få fodfæste,” forklarer Mikkel Borg Bjergsø og fortsætter:

“Hele strukturen, bureaukratiet og mentaliteten er ekstremt langt fra den måde, som vi arbejder på. Derfor har vi også haft vanskeligt ved at finde en partner med samme værdier som os.”

Den rigtige partner fandt han i danske Martin Aamodt, som har erfaring fra bryggeribranchen og har boet i Shanghai i en længere årrække. Det er med ham som partner, at forretningen i Shanghai skal udvikles. Med 25 mio. indbyggere fordelt på 12 distrikter vurderer Mikkel Borg Bjergsø, at der potentielt kan etableres op til 12 barer i storbyen.

Dermed vil han fortsætte den vækst, som Mikkeller har skruet op for de seneste år. I 2019 blev det til ti nye barer, og de forventede at åbne omkring 15 barer i løbet af 2020. Det satte pandemien en stopper for, hvor det indtil nu er blevet til tre nye steder.

Andre læser også

Børsen Job

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis