SMV-ledelse: “Nej, hvor må det være fedt at være selvstændig. Så har man jo folk til at gøre arbejdet, og man kan gå, når det passer én.”
Det er et af de udsagn, jeg som selvstændig tit hører. Og der er da ingen tvivl om, at der er mange ting, der gør det fedt at være selvstændig.
Virkeligheden er dog mere nuanceret end den, der ofte berettes om i lederportrætterne i aviserne, hvor den selvstændige både når at meditere, løbe en marathon, læse otte aviser, bage surdejsbrød og at skrive et kapitel på sin egen biografi, inden man møder ind på kontoret i god tid inden medarbejderne kommer kl. 8.
Niels Techen er ejerleder i tømrer- og snedkervirksomheden, der har adresse i Karlslunde. Virksomheden har 40 ansatte.
Som leder i en mindre virksomhed oplever jeg en dagligdag, hvor jeg aldrig helt ved, hvad jeg står op til.
Selvfølgelig ligger der arbejdsplaner og en kalender, der dikterer dagen fra morgen til aften med kundeopgaver, leverandørmøder, tilbudsgivning og administration. Men dagens program kan ændre sig mange gange, inden den første kop kaffe er tømt.
Jeg har en 40 mands tømrerforretning med både private som offentlige kunder. Det giver en dag rig på ledelsesmæssige udfordringer. Det er der naturligvis også i store virksomheder. Men jeg vil vove den påstand, at de ofte er af en lidt anden karakter. Skal vi kalde dem for ’benspænd’, der hver især udfordrer, hvilken af mine 27 kasketter jeg skal have på.
Kunsten er at håndtere dem, uden at panikken går ud over andre. Eller at kunderne mærker, de mange beslutninger, der konstant må træffes i en dagligdag fuld af forandringer.
Et par eksempler fra en morgen, hvor kaffen kan ryge i den gale hals, hvis man ikke holder tungen lige i munden.
Jeg møder ind kl. 6.45 og konstaterer, at en medarbejder – lad os kalde ham Finn – er syg i dag. Finn skulle have været ude på en forsikringssag, og han kører rundt med de beslag, der skal bruges på sagen.
“Kaffen er blevet kold og jeg henter en refill.
Niels Techen
Vi skal nu have kontaktet kunden og aflyst vores aftale, så kunden, der er blevet hjemme fra arbejde, ikke står og venter forgæves.
5 minutter efter ringer en anden medarbejder – ham kalder vi Ole. Bilen er brudt sammen, og han holder ved afkørslen til Solrød. Ole skulle have samlet Sara op, der er vores nye lærling. Sara tager ikke telefonen, så hun må vente, indtil hun selv ringer tilbage.
Kaffen er blevet kold og jeg henter en refill.
Klokken er dårligt blevet fem minutter over syv, da Hr. Jensen fra Tune, der skal have udskiftet køkken, ringer og meddeler, at han er blevet syg og helst ikke vil have at håndværkerne kommer i dag. Naturligvis. Det er forståeligt nok. Problemet er bare, hvor sender vi så lige Niklas og Victor hen, og hvornår kan opgaven så passes ind i planen?
Så er vi ligesom i gang.
Moms, skat og alle mulige indberetninger kender vi godt. De tager tid, men de ligger fast i kalenderen, som tilbagevendende programpunkter. Det kan man klare og købe sig hjælp til.
Der hvor den virkelige ledelsesmæssige udfordring kommer ind i billedet i en typisk mindre virksomhed er, når det uventede kommer til os.
Det er de små benspænd i hverdagen, som tager unødigt meget tid. Men det er også et pludselig fald i antallet af opgaver, der gør, at vi har fem mand i overskud om en uge, og derfor skal have fundet noget andet til de folk i en fart. Eller det en stor byggesag, som vi har vundet og afventer kontrakt på, indtil bygherren annullerer licitationen med henvisning til, at kommunens budget alligevel ikke holdt.
Det kan være en større byggesag, der undervejs viser sig at være underkalkuleret og tegner et billede af et underskud på en halv million kroner, samtidig med at vi er forsinket og en stor dagbod truer i horisonten.
Det kan være en trofast medarbejder, der har været 25 år i firmaet, der pludselig får en knæskade og skal opereres. Vi skal have udarbejdet en genoptræningsplan og medarbejderen vil gerne starte forsigtigt op. Hvordan gør vi lige det og hvad med kommunen?
“For år tilbage, da jeg efter en meget hektisk start på dagen var på vej til møde i København, måtte jeg simpelthen holde ind på en rasteplads og ringe hjem på kontoret, for jeg kunne ikke huske, hvor jeg var på vej hen. Jeg havde glemt det.
Niels Techen
Det kan være en underentreprenør, der pludselig udebliver, og byggeledere beder mig om, at tage over, da entreprenørens fravær ligger på den kritiske vej.
Nogle gange kan dagene blive så hektiske, at man glemmer sig selv.
For år tilbage, da jeg efter en meget hektisk start på dagen var på vej til møde i København, måtte jeg simpelthen holde ind på en rasteplads og ringe hjem på kontoret, for jeg kunne ikke huske, hvor jeg var på vej hen. Jeg havde glemt det.
Man er som leder i en mindre virksomhed nødt til at holde tungen lige i munden. Oftest er man jo ikke uddannet leder, men en fagperson, der har taget skridtet til det selvstændige liv.
Heldigvis er vi omgivet af gode medarbejdere, der træder til. Men ansvaret for virksomheden og for at tilegne de rette kompetencer til at drive en mindre virksomhed ligger hos ejerlederen.
Men jo, jo! Det er fedt at være selvstændig – og så kan man jo gå, når det passer én.”
