Klumme: Lad bestyrelsen være din hjælpepakke

Pernille (4).jpg
Det kan kun gå for langsomt med at skaffe dig noget kvalificeret, professionel sparring. Der ligger en guldgrube af erfaring og venter på at hjælpe derude," skriver Pernille Marott fra Bestyrelseskvinder. Foto: Christina Bode.
Pro selvstændig
Eksklusivt for kunder
11. maj 2020 KL.11:24

Anskaf din egen hjælpepakke fra nogen, der ved hvad de taler om, skriver Pernille Marott, professionelt bestyrelsesmedlem og medlem af netværket Bestyrelseskvinder

Otte uger med nationale udmeldinger om, hvad vi må og ikke må, kan tage livet af selv den mest tålmodige ejerleder. Konkurrencegenet og viljen til at overleve er ellers meget veludviklet blandt netop smv’ere. Men det giver simpelthen coronarøv at sidde stille så længe. Og når det ikke har været klart, om det var 100 meter sprint eller en maraton, man skulle træne til, så bliver det også svært at komme i mål med en god tid, når startskuddet endelig lyder. Mange ser nu ud til slet ikke at komme i mål og det på trods af, at regeringen har skabt et utal af hjælpepakker.

Bevares, erhvervsministerens straksudbetaling foretaget i 11. time i forbindelse med månedsskiftet kunne midlertidigt sikre ro hos nogle af de efterhånden mere og mere respiratorkrævende smv’er. De var heldige at blive tilsmilet lige inden lønningsdag. Mange var knap så heldige.

Behov for hjælpepakke eller gravsten

Hjælpepakkerne kan give kunstigt åndedræt til smv-virksomhederne i en tid, hvor store dele af indtægtsgrundlaget er forsvundet. Og det er på det teoretiske plan en velkommen håndsrækning. Men ligesom en redningskrans kun er til nævneværdig nytte for en, der er faldet i vandet, hvis den bliver kastet, før vedkommende er druknet, så gælder det samme for de mange hjælpepakker: Pengene skal falde, inden firmadøden indtræffer. Ellers bliver det en gravsten og ikke en hjælpepakke, virksomhederne har brug for.

Likviditet er livsvigtigt for en virksomhed, ikke mindst omkring den første i måneden. Derfor er det bare ikke godt nok, når staten blot sender et brev med beskeden om, at “pengene kommer i løbet af syv dage”, som nogle smv’ere oplevede omkring 1. maj. Det kan man ikke betale med. Og mange har ved et besøg i banken gjort den noget bitre erfaring, at (stats) papiret heller ikke er det værd, det er skrevet på, hvis man spørger om en udvidelse af kreditten.

Hvilken vækstorienteret smv kan være i det? Ingen. Disse virksomheder har p.t. hårdt brug for ilt – som en coronapatient i respirator. Og de har brug for hjælpen nu. Det handler om rettidig omhu.

Værdifuld bestyrelse

Smv-virksomhederne har dog en ikkestatslig hjælpepakke til rådighed, som mange undlader at udnytte optimalt eller slet ikke benytter. Den hedder en bestyrelse. Årsagen til at for få udnytter denne oplagte mulighed, er for nogles vedkommende, at de ikke vil have nogen udefra til at blande sig i deres forretning; andre kender simpelthen ikke dens værdi.

SMV’erne har dog en ikkestatslig hjælpepakke til rådighed, som mange undlader at udnytte optimalt eller slet ikke benytter. Den hedder en bestyrelse. Pernille Marott

Det er en skam. For professionelle bestyrelsesprofiler er langt mere end habitter med overskæg og et strategiark i ærmet. Det er engagerede mænd og kvinder med et stort hjerte for smv’er og vækst. De har sat sig ind i, hvad medarbejderne producerer, udvikler og leverer i de virksomheder, de hjælper. De har respekt for indsatsen – ikke mindst hvis de selv er selvstændige. Og så kan de se perspektiverne i at trække i arbejdstøjet og yde en ekstra indsats i en særlig tid. De kan hjælpe med at få det nye lån hevet hjem, få en online løsning på plads, se nye vækstmuligheder, give sparring til kundeplejen, sørge for at opmuntre ledelsen, så den daglige drift kan komme på skinner igen. Og ikke mindst fintune strategien, som alt andet lige skal tilpasses den nye virkelighed.

Til de virksomheder, der ikke har følt behovet for fremmed indblanding, men som lige nu gisper efter vejret, er der kun en ting at sige: Det kan kun gå for langsomt med at skaffe dig noget kvalificeret, professionel sparring. Der ligger en guldgrube af erfaring og venter på at hjælpe derude. Og mange gør det helt uegennyttigt – ganske enkelt, fordi de brænder for det og har et overskud at dele ud af.

Der er selvfølgelig også nitter iblandt. Hvis de eksisterende bestyrelsesmedlemmer ikke kan tilføre virksomheden værdi i en krise, bør de udskiftes. Der er masser af bestyrelseskandidater derude – og de er hurtigere at få fat på end en statslig hjælpepakke.