2021 har været et både udfordrende og spændende år, også for smv’erne, og vi ser nok alle frem mod 2022 med store forventninger. For mig er 1. januar på mange måder en særlig dag. Det er en synlig skæringsdag, som giver en oplagt mulighed for at spørge; hvad opnåede vi i 2021, og hvad har vi i planerne for 2022? Og det vil jeg også gerne opfordre dig til.
Jeg slutter derfor dette års klummeskriveri af med en jordnær øvelse, som måske især kan have en værdi for ejerlederne i den mindre ende af segmentet. I andre er selvfølgelig også velkomne gerne læse med.
Vi kender alle flosklen om, at udvikling i mindre virksomheder tit drukner i drift. Men der er noget om snakken. Det er desværre sådan for mange ejerledere, at man runder det skarpe hjørne uden en helt klar ide om, hvad der venter på den anden side.
Derfor er det endnu vigtigere at få taget bestik af det forgangne år og få lagt en overordnet plan for det kommende. Jeg vil udfordre dig med en øvelse i at få lagt oplagte udviklingstiltag ind i en enkel årsplan, som kan agere GPS for hvilke overordnede projekter, I skal have prioriteret i løbet af de kommende 12 måneder.
Nogle gange kræver komplekse problemer simple løsninger. For mig er årshjulet beviset på netop dette. Arbejdet med værktøjet består ganske enkelt i at få kortlagt og prioriteret større tiltag og derefter indarbejde dem i et enkelt årshjul, der giver det rette overblik.
“Det snedige ved årshjulet er ikke værktøjet i sig selv, men netop den mentale proces som det hvert år tvinger mig igennem
Det snedige ved årshjulet er ikke værktøjet i sig selv, men netop den mentale proces som det hvert år tvinger mig igennem. For mig, som ejerleder, udfordrer den mig til at gå både systematisk og kritisk til udvælgelse af, hvor vi som hus skal prioritere tid og penge til udvikling.
1. Kortlæg:Få kortlagt de mest centrale udviklingsopgaver, som din organisation står over for. Det kunne være at få styrket jeres salgsarbejdet, få afsøgt mulighed for at gå ind på nye markeder, eller måske at få lagt en plan for investering i den der nye maskine, som I har drømt om så længe.
I denne fase handler det om at få tømt hovedet. Stort og småt. Spørg dig selv; hvilke centrale projekter, som hidtil er druknet i drift, har I brug for at få handlet på i løbet af det kommende år? Dertil skal du overveje, hvilke ressourcer - både tid og penge - de hver især kræver.
2. Prioriter:Ikke alle udviklingsprojekter er født lige. Så næste skridt handler om at få listet opgaverne i en prioriteret rækkefølge, med de tiltag der er af størst vigtighed for organisationen øverst. Vigtigheden skal naturligvis sættes op imod, indsatsens ressourcekrav.
I denne del af øvelsen kan det være særligt værdifuldt at tage relevante ansatte eller eventuelle funktionsledere med på råd. Vær ikke bange for at involvere de mennesker, hvis arbejde påvirkes af de enkelte tiltag. Vær lyttende og åben for andres prioriteringer.
3. Byg:Med den prioriterede liste i hånden er det lige til at få plottet opgaver ind i årshjulet. Du har allerede noteret, hvor lang tid hvert projekt burde lægge beslag på, så nu skal du blot være realistisk om hvor mange indsatser organisationen kan bære i løbet af året, og i hvor høj grad I kan gennemføre flere ad gangen. Min opfordring er at være ekstra kritisk i denne fase, når det kommer til hvor meget, I kan komme i mål med i løbet af 12 måneder.
Hent et årshjul som du kan arbejde i, eller bruge som inspiration til at bygge dit eget. Og husk, et årshjul behøver ikke være rundt.LINKtil årshjul.
4. Print:Selvom vi snart skriver 2022, så dør der stadig alt for mange strategier, fordi de primært lever på en tilfældig mellemleders computer. Så uanset, hvor ubehjælpelig grimt dit årshjul er; få printet den ud og lad det fungere som et road map for de ambitioner, du har for jeres organisation i det nye år.
Årshjulet er selvfølgelig ikke et statisk værktøj. Det kan sagtens ændre sig, når først I tager hul på året. Men uanset hvad, så starter du med et lidt klarere overblik over, hvad der er vigtigt for jer i det nye år, og hvad der ikke er.
Mentalt er jeg på det her tidspunkt altid allerede i gang med det nye år. Og som tingene er nu, så er der for mange stadig stor usikkerhed på, hvad det byder på.
Som ledere har vi mange strategiske værktøjer til rådighed. De har hver deres værd, deres plads og tid, men ingen af dem kan stå alene. Det er dog min erfaring, at de værktøjer, der kan kombinere enkelthed med værdi, også er dem, som ledere oplever gør en forskel.
Men årshjulet handler, som nævnt, ikke så meget om det konkrete værktøj. Det handler om processen. De tanker, som den tvinger dig til at arbejde dig igennem. Tilvalg og fravalg af prioritetsområder. For mig kan det i sig selv lede til nye erkendelser og ideer, som kan være med til at gøre en forskel for vores virksomhed i det kommende år. Jeg håber det samme kan gøre sig gældende for dig.
Og med det vil jeg ønske alle en glædelig jul, godt nytår og et succesfuldt 2022.