"Kan du sige noget om, hvad det kræver for at lykkes med at få succes som iværksætter?"
Det spørgsmål hører jeg ofte om mit arbejde med podcasten “Rollemodellerne”, og det er naturligt at med tæt på 60 interview med succesfulde iværksættere som Claus Meyer, Mathilde Mackowski og Martin Thorborg, så giver det et unikt indblik i, hvilket stof landets dygtigste er gjort af.
Efterhånden er der begyndt at danne sig et mønster, og derfor vil jeg i denne klumme forsøge at give svaret på, hvilket dna der kendetegner personerne bag nogle af de mest succesfulde danske firmaer.
Det vigtige at nævne her er, at denne klumme ikke forsøger at svare på, hvordan de byggede en succesfuld virksomhed. Fokus er på de personlige karaktertræk, jeg har set gang på gang hos de stiftere, jeg har interviewet. Når du starter en selvstændig virksomhed, er du selv det vigtigste aktiv, og derfor kræver det mindst lige så meget af dig personligt, som det gør professionelt, at skabe en succesfuld forretning.
“Den vigtigste ting, du som iværksætter skal gøre, er at gribe til handling.”
Det er Mia Wagners vigtigste råd til iværksættere, og jeg giver hende ret: Det er et livsnødvendigt karaktertræk at besidde, hvis du skal bygge en succesfuld virksomhed.
“Som iværksætter er det vigtigere at gøre noget – at handle – end at træffe perfekte beslutninger
I den globale verden, hvor du kan hente ubegrænsede informationer, løber du samtidig en stor risiko for at blive for optaget af at foretage det rigtige valg, så du ender med at bruge for lang tid på at træffe en beslutning, eller glemmer den helt.
At starte egen virksomhed er det stik modsatte af en nulfejlskultur, for som iværksætter er det vigtigere at gøre noget – at handle – end at træffe perfekte beslutninger.
Du kommer til at lave fejl, men det er stadig et bedre alternativ end slet ikke at komme afsted, og derfor vægter succesfulde iværksættere handling over langsommelig research og overdreven analyse.
Omstillingsparathed er lidt af et buzzword i erhvervslivet disse dage, men bag klichéen gemmer der sig en vigtig sandhed: Hvis du vælger at starte selvstændigt, vil du hele tiden blive kastet ud på ukendt farvand, og du kommer aldrig til at lykkes med din virksomhed, hvis ikke du er i stand til at tilpasse dig skiftende omstændigheder fra omverdenen.
Evnen til at kunne navigere godt gennem forandringer kræver både at du som iværksætter har evnen til at kunne se de forandringer, som kommer til at ramme din virksomhed, men mindst lige så vigtigt, at kunne skelne mellem de tidspunkter, hvor du skal gøre noget, og de tidspunkter hvor du ikke skal – og skelne mellem hvilke forandringer du kan påvirke, og hvilke du ikke kan.
Det eneste konstante er forandringen, og som iværksætter skal du vide, at hvis ikke du evner at håndtere det, så kommer din virksomheder ikke til at lykkes.
Når jeg ser på listen af mennesker, der har gæstet “Rollemodellerne”, ser jeg en perlerække af mennesker, der alle har formået at sætte deres personlige gennemslagskraft i spil til gavn for deres virksomhed.
Som iværksætter bør du være din virksomheds bedste sælger, og evnen til at kunne formidle budskabet og værdierne til medarbejdere og potentielle kunder kræver, at du har personlig gennemslagskraft og kan skære igennem støjen af kommunikation.
Kan du stille dig op på en ølkasse og holde en brandtale, når din virksomhed har brug for opmærksomhed? Hvis ikke, så er det en god idé at se på, hvordan du kan arbejde med din personlige gennemslagskraft.
Vedholdenhed er en af de klassiske dyder, som er mest under pres, fordi vi har skabt et “on demand-samfund”, hvor næsten alt kommer let og hurtigt. Det skaber en iboende utålmodighed hos mange mennesker, som mister fokus. Hvis du ikke har den fornødne tålmodighed, vedholdenhed og det nødvendige fokus til at løse de udfordringer, du oplever som iværksætter, vil du mislykkes.
Der findes ikke et quickfix til at skabe en succesfuld virksomhed hurtigt, og bag enhver erhvervssucces er der mange års hårdt arbejde, som offentligheden aldrig ser. Et godt eksempel er min tidligere gæst Lars Seier, der i dag er blandt landets rigeste, de fleste glemmer dog, at det tog over 25 år at gøre Saxo Bank til den succes, vi ser i dag.
Det kan godt være, du har høj vedholdenhed, men har du det også, når det hele er ved at falde fra hinanden, og det føles som om hele verden forsøger at få lukket din forretning?
Du kommer til at have utroligt meget modstand og skal håndtere mange udfordringer som iværksætter. Derfor kræver en stor modstandsdygtighed at skabe en virksomhed, som overlever på sigt og bliver en succes. Evnen til at kunne udholde de hårde tider er måske den vigtigste egenskab, du får brug for på den rejse.
“Bag enhver succesfuld iværksætter står en lang række mennesker, som har hjulpet på rejsen
Dette Jacob Risgaard-citat fra hans besøg i podcasten fanger essensen perfekt:
“For at starte en virksomhed skal man i virkeligheden elske møg, fordi du bruger næsten alt din tid på at løse problemer og overkomme udfordringer, når du er iværksætter.”
I det øjeblik, du beslutter dig for at starte din egen virksomhed, træder du også ind i en hverdag, hvor usikkerhed og tvivl vil være faste følgesvende. Uanset om du starter din første freelanceforretning, eller du har planer om at bygge et firma, der lykkes internationalt, vil du altid møde mange ukendte problemer.
Det ved de mest succesfulde iværksættere godt, og derfor er de også proaktive i løbende at opsøge dygtige mennesker, som de kan sparre og vidensdele med, og som kan bidrage til at øge sandsynligheden for at lykkes. Inputtene kan komme fra samarbejdspartnere, netværk eller mentorer.
Det er sikkert, at bag enhver succesfuld iværksætter står en lang række mennesker, som har hjulpet på rejsen, og derfor ved en succesfuld iværksætter, at der er behov for at få hjælp, og at det er nødvendigt at turde række ud efter de bedste sparringspartnere, også selvom de risikerer en afvisning.
Alle disse karaktertræk og egenskaber er nogle af de byggesten, som kan hjælpe dig til at få succes som iværksætter. Det er dog vigtigt for mig at understrege, at vi alle har forskellige styrker, så hvis du ser nogle af karaktertrækkene eller egenskaberne på listen og føler, at de ikke er blandt dine største styrker, så fortvivl ej.
De fleste af tingene kan trænes, og den vigtigste faktor, til at du får succes, er, at du bygger videre på dine egne største styrker.