I Søften lige nord for Aarhus har en dansk virksomhed gennem en årrække fået banket deres forretning op til at blive en af Europas største, når det kommer til salg af f.eks. skateboards, rulleskøjter og løbehjul.
I 2020 er det så stukket helt af for Skatepro, der sælger på deres webshop og i butikken i Søften. Men fremgangen er ikke noget, som virksomheden råber højt om.
“Jeg er jo opvokset i Sydvestjylland. Og det der med at blive citeret og stå og prale, er vi ikke så gode til. Så det er jo nok bare vores jyske ydmyghed. Men når det er sagt, så er det jo ingen hemmelighed, at det går os godt,” siger adm. direktør og medejer Carsten Schmidt.
mio. kr. var resultatet før skat for Skatepro i 2020
Det bekræfter Skatepros seneste regnskab for 2020. Resultatet før skat lander på 74 mio. kr. Det er mere end tredobling i forhold til året før, hvor resultatet var 24 mio. kr.
“Det skyldes jo benhårdt arbejde og vores dygtige og passionerede kollegaer, der er gode til at håndtere vores kunder i hele verden. Og så er der selvfølgelig nogle coronaeffekter, hvor folk gerne vil ud at være aktive, når man ikke rigtig har kunnet komme nogle steder. Så det er simpelthen det,” siger Carsten Schmidt.
Skatepro blev stiftet i 1996 af Jakob Høy Biegel som et hobbyprojekt. Siden er det gået jævnt fremad for virksomheden, der også har vundet fem gazellepriser.
I 2010 kom Carsten Schmidt med ombord, og i 2019 blev han så adm. direktør, mens Jakob Høy Biegel blev bestyrelsesformand.
Jakob Høy Biegel ejer i dag 60 pct. af Skatepro, mens Carsten Schmidt ejer de resterende 40 pct. af den hurtigtvoksende virksomhed.
Skatepro afslører ikke deres omsætning, men direktør Carsten Schmidt lægger ikke skjul på, at “den nærmer sig milliarden”.
Læg dertil en stor vækst og en velfungerende webshop, og du har en virksomhed, der vil være attraktiv at sætte kløerne i for en kapitalfond. Men det kommer ikke til at ske, siger adm. direktør Carsten Schmidt.
“Det har vi ikke nogen planer om. Der er jo egentlig mange inden for e-handelsverdenen, der har solgt deres virksomhed. Men det har vi ikke tanker omkring. Vi er glade og tilfredse og har ikke brug for kapital. Vi ved, hvad de næste mange skridt skal være,” siger Carsten Schmidt.
Har I fået nogle tilbud?
“Ja, det er jo logisk. Der er flere kapitalfonde, der har rettet henvendelse til os. Men det er ikke noget, vi er interesserede i. Jeg anerkender, at i visse henseender kan de være gode til at skabe international vækst, men det er jo i forvejen det, som vi er gode til. Så længe vi godt ved, hvad der skal til de næste par år, så gør vi det gerne selv,” siger Carsten Schmidt.
Ifølge Carsten Schmidt er det noget andet end penge, der driver virksomheden.
“Det har aldrig været pengene. Det har aldrig været at skulle have en stor virksomhed. Det er nogle andre ting, der i virkeligheden rører sig. Vi vil understøtte en skatekultur og aktivere unge mennesker. Det er det, der driver os til hverdag,” siger direktøren, der fortæller, at Skatepro normalvis understøtter over 300 events i Europa gennem sponsorater og lignende.
Heller ikke på længere sigt er Carsten Schmidt umiddelbart interesseret i at give slip på virksomheden.
“Der er ingen planer. Men man skal passe på, hvad man siger. Der er jo aldrig nogen, der ved, hvad der sker. Nu har jeg været direktør i snart et par år og vil gerne stå i spidsen for Skatepro de næste år, hvor målet er 5 mio. kunder, og hvor vi runder en omsætning på 1 mia. kr.” siger Carsten Schmidt.