Jesper Søgaard og Christian Kirk Rasmussen, som står bag bettingsuccesen Better Collective, skyder nu 100 mio. kr. i en ny venturefond, der over de næste fire år skal investere i en række nordiske startups.
Venturefonden bliver oprettet i regi af Bumble Ventures, som Jesper Søgaard og Christian Kirk Rasmussen investerede i for to år siden, og som nu skifter navn til Dreamcraft Ventures.
Målet er, at den nye fond over de næste fire år skal investere i 15-20 nye iværksættervirksomheder på tværs af Norden.
“Vi tror rigtig meget på det, vi har gang i med Dreamcraft Ventures. Det er ligeledes gået rigtig godt for os i Better Collective, så det er en mulighed for at give tilbage og støtte op om startups,” siger Jesper Søgaard.
Den trecifrede millioninvestering er nødvendig for, at venturefonden kan være med på den nordiske iværksætterscene, siger Daniel Nyvang Mariussen, der er ledende partner i Dreamcraft Ventures.
“Der strømmer international kapital ind i det nordiske venturemarked, og investeringsrunderne bliver større, så hvis vi virkelig gerne vil sætte et aftryk i iværksættermiljøet med lige præcis det, vi kan, så skal vi kunne skrive nye og større checks,” siger Daniel Nyvang Mariussen.
“Det allervigtigste er, at vi har nogle stiftere, som føler, at vi er en medvirkende årsag til, at det går godt
Jesper Søgaard, investor, Dreamcraft Ventures
Gymnasiekammeraterne fra Viborg, Jesper Søgaard og Christian Kirk Rasmussen, har allerede foretaget investeringer i 2021, og gik blandt andet i juni ind som en del af en investorgruppe i fodboldklubben Viborg FF.
Nu fortsætter de med et håb om, at pengene kan føre til, at flere “drømmere ” og “håndværkere” kan lykkes med deres iværksætterprojekter. Deraf det nye navn Dreamcraft Ventures.
Investorduoen husker, hvordan de selv med Better Collective gik fra “at sidde i køjeseng på et hostel, til en børsnotering i Stockholm for så at blive en milliardvirksomhed”. I dag er selskabets markedsværdi på ca. 8 mia. kr. med 500 medarbejdere fordelt på 12 kontorer rundt omkring i verden.
“At bygge nye virksomheder fra bunden er et håndværk, og mange af de samme udfordringer går igen på tværs af industrier i de helt tidlige faser,” siger Jesper Søgaard og fortsætter:
“Det allervigtigste er, at vi har nogle stiftere, som føler, at vi er en medvirkende årsag til, at det går godt,” siger Jesper Søgaard.
Gennem det tidligere Bumble Ventures har Jesper Søgaard og Christian Kirk Rasmussen været med til at investere i flere virksomheder. Så sent som i april 2021 investerede venturefonden 19 mio. kr. i tyske Grid Esports, der har udviklet et analyseværktøj til e-sportsindustrien.
nye virksomheder forventer fonden at investere i
Allerede dengang antydede venturefonden, at den i fremtiden vil beskæftige sig med endnu større investeringer til mere modne firmaer.
“Det er en naturlig udvikling ved, at vi er blevet en mere moden fond – i form af at vi har et stærkere setup organisatorisk. Vi kan lettere tage en ledende rolle i investeringerne,” siger Jesper Søgaard.
“Vi har fundet ud af, at vi har forudsætningerne for at lave den type aftaler – med et tungt apparat til at kunne sparre med stiftere,” siger Daniel Nyvang Mariussen.
Ambitionen for den nye fond er intet mindre end at blive den foretrukne investor for de dygtigste iværksættere i Norden.
Dreamcraft Ventures er som bekendt ikke alene på venturemarkedet i Danmark, men selvom der i investorrunderne kan opstå hård konkurrence om selskaberne, ser folkene bag Dreamcraft Ventures perspektiver i samarbejde, hvor fondenes forskellige styrker kan indgå i samspil.
“Der vil være selskaber, der er meget hotte, og hvor der er en benhård konkurrence om at investere. Men vi ser ligeså vel, at der sker samarbejde, og at alle kan vinde på det. Det giver flere kompetencer til det pågældende firma,” siger Jesper Søgaard og fortsætter:
“Oftest tror jeg, at to fonde kan se værdien i, at man har forskellige kompetencer, og at der derfor godt kan laves plads til hinanden i en runde,” siger Jesper Søgaard.
I venturefondens portefølje findes flere selskaber inden for kategorien gaming og e-sport, men Jesper Søgaard udelukker ikke, at der i fremtiden skal investeres bredere.
“Online er jo helt klart den største overskrift for alt, hvad vi laver. I udgangspunktet er vi en generalistfond, så hvis vi ser en rigtig spændende virksomhed med nogle fantastiske stiftere, som vi tror på, så kan vi nå ret bredt – også til ting, som vi ikke har investeret i tidligere,” siger Jesper Søgaard.