I alt så 51.770 nye virksomheder dagens lys herhjemme i løbet af coronaåret 2020. Det er et fald på 479 nye firmaer i forhold til året før. Men man kunne have frygtet en langt større nedgang i iværksætterdriften i det forgangne år.
Det er statistikvirksomheden Estatistik, der har opgjort iværksætteraktiviteten i spritnye tal målt på nye selskaber og enkeltmandsvirksomheder. Det er en god nyhed. Under finanskrisen raslede antallet af iværksættere ned. Samme effekt har pandemien – endnu – ikke haft på iværksættergejsten herhjemme. Men det betyder ikke, at det er den lige vej til en stabil økonomi at være nybagt iværksætter i en coronapandemi.
Spørg Sarah-Elizabeth Laws, direktør i Planet Cool. En iværksættervirksomhed, der startede op i april sidste forår med at installere og servicere køleanlæg til industrien. Faktisk er det gået ganske godt for den nyslåede iværksætter med at få nye kunder, om end salgsarbejdet er blevet sværere i en tid, hvor man ikke mødes fysisk.
Meget sværere har det til gengæld været at blive kunde hos leverandører, der ikke kendte den nye virksomhed. For leverandørerne krævede under coronakrisen betaling med det samme for alt fra værktøj til arbejdstøj, der normalt er en længere kreditramme på. Bedre betalingsbetingelser krævede et årsregnskab eller flere måneders drift, lød kravet. Det kostede mere på likviditeten hos Planet Cool, end Sarah-Elizabeth og hendes medstifter i Planet Cool havde forudset.
En anden iværksætter, Frederik Østergaard Neble fra softwarefirmaet Obital, fortæller i rapportenIværksætteriet i lyset af coronafra Erhvervshus Sjælland og Techbbq, at investorerne under pandemien er blevet mere forsigtige med at sætte penge i startups.
Og mange iværksætteres kunder, de større virksomheder, er blevet længere om at træffe beslutninger om køb af bl.a. den teknologi og innovationskraft, som Obital har udviklet:
“Det bedste, der kunne ske for os, er, at virksomhederne begynder at træffe beslutninger igen og investere i innovation,” udtaler han i rapporten.
“Leverandørerne krævede under coronakrisen betaling med det samme
I krisetider har de små firmaer banefordelen ved lettere og hurtigere at kunne omstille sig.Men de yngste af dem lider under mangel på stabile relationer til alt fra banken til kunder og leverandører. De mangler med andre ord den elastik, der kan lette presset på likviditeten, når krisen strammer til.
En gængs opfordring fra iværksættermiljøet lyder, at hvis ikke du selv kaster dig ud i at være iværksætter i løbet af dit liv, så bør du som minimum investere i en startup eller søge job der.
I coronatider kunne man føje til, at en iværksættervirksomhed skal være din næste kunde eller leverandør.