Isabel Aagaards forældre var succesfulde iværksættere: “Jeg er ikke bange for at fejle, for i min familie har vi altid snakket om det, når noget gik galt”

“Du behøver ikke mere nu. Du har fået den uddannelse, som man skal have her i landet. Hvis du ikke har lyst til at fortsætte, er det helt i orden.”

Sådan sagde Isabel Aagaards mor til hende, da hun i 2007 afsluttede 9. klasse på Dronninggårdskolen i Holte. Hun er datter af Lise Aagaard og Peter Aagaard, der er stifterne bag millionvirksomheden Trollbeads, også kaldet Troldekugler.

Moderens kommentar fik dog ikke Isabel Aagaard til at træde hovedkulds ud i forældrenes fodspor og blive iværksætter med de samme. Men det lettede et pres og gav hende blod på tanden til at gå sine egne veje.

“Det var en lettelse, at min mor sagde sådan. For hos mange af mine veninder var det nemlig et krav at få en uddannelse, så de havde noget at falde tilbage på. Men mine forældre kan, med det de har opnået, vise, at man ikke nødvendigvis behøver en uddannelse,” siger 29-årige Isabel Aagaard, der heller ikke har følt, at hendes forældre har presset hende til at blive iværksætter.

Hun endte med at blive student fra Nærum Gymnasium og læste derefter en bachelor i digitale medier og design og tog en kandidat på Danmarks Designskolen.

Og så drejede hun ind på samme iværksættervej som sine forældre.

Isabel Aagaard er i dag medstifter af Lastobject, som hun driver med sin bror Nicolas Aagaard og Kåre Frandsen. Lastobject udvikler genanvendelige alternativer til engangsprodukter som vatpinde, vatrondeller og papirlommetørklæder.

Virksomheden havde sidste år en bruttofortjeneste på 2 mio. kr. og oplyser, at de i første halvår af 2020 allerede har omsat for 16 mio. kr. Men vejen til en millionomsætning har været hårdt arbejde, og Isabel Aagaard takker sine forældre for at have givet hende glæden ved at arbejde meget.

I Isabel Aagaards barndomshjem har omdrejningspunktet altid været forældrenes smykkevirksomhed, Trollbeads. Ved middagsbordet blev der diskuteret alt fra virksomhedsstrategi til nye koncepter.

“Det var først efter, mine brødre og jeg begyndte at få kærester, og de kom med til middag, at jeg overhovedet blev opmærksom på, at vi snakkede meget forretning, for det havde været så naturligt for os,” siger Isabel Aagaard og fortsætter:

“Man kom også selv ind i andres familier og hørte, hvad de snakkede om rundt om bordet, og det var bare noget helt andet. Mange af dem snakkede slet ikke om arbejde, så det var lidt besynderligt for mig.”

Selv juleaften kunne ikke begynde i familien Aagaard, før der var sorteret hundredvis af perler eller fundet en ny idé til at visualisere en ny kampagne.

“Også når vi kom til familiearrangementer, skulle mine onkler, der også er en del af Trollbeads, vise nye prototyper eller udveksle produkter,” siger hun.

Isabel Aagaards forældre gjorde meget ud af, at deres børn fik forretningsforståelse. Derfor fik hun og hendes to brødre heller ikke mange lommepenge, for forældrene ville vise dem glæden ved at tjene deres egne penge.

“Vi fik en procentdel af det arbejde, vi lavede. Hvis jeg kunne rulle 100 perler, fik jeg betaling pr. perle. Så handler det om, at jeg kunne blive hurtigere til det og tjene flere penge, men der var også kvalitetskontrol en gang imellem af min far eller mor: “Hov, den her er gået lidt for hurtig”,” siger Isabel Aagaard.

Da Trollbeads introducerede glaskugler i 2000, foregik de første eksperimenter i kælderen i hendes barndomshjem, så her var 10-årige Isabel Aagaard med til at varme glas over ilden og forme glasperler.

Isabel Aagaard og hendes brødre har altid været en stor del af Trollbeads, og deres mening var og er vigtig for forældrene.

“De har altid lyttet til os. Også da vi var ret unge, fordi vi var den nye generation,” siger hun.

Da Isabel Aagaard var 22 år, spurgte hendes onkel, om hun ville være med til at lave et projekt i Tivoli, hvor en ny butik skulle bygges fra bunden og indrettes. Da Lise Aagaard hørte det, sagde hun:

“

Mange af dem snakkede slet ikke om arbejde, så det var lidt besynderligt for mig

Isabel Aagaard, anden generationsiværksætter

“Gud, vil han det? Det er den største ros, du kan få – når nogle gerne vil arbejde sammen med dig.”

Isabel Aagaard har gennem hele sit liv arbejdet for sine forældre i større eller mindre grad – også selvom hun i dag driver sin egen virksomhed, er der stadig projekter i Trollbeads, hun hjælper med.

“Det har altid ligget i kortene, at vi skulle gøre, hvad vi havde lyst til,” siger hun og fortsætter:

“Men vi har altid haft muligheden for at deltage i større grad i virksomheden, og min ældste bror er også adm. direktør for dem.”

Isabel Aagaards opvækst gav hende lyst til at stifte sin egen virksomhed, og hun sprang måske også mere frygtløst ud i det end de fleste.

“Jeg er ikke bange for at fejle, for i min familie har vi altid snakket om det, når noget gik galt,” siger hun.

Trollbeads har gennem tiden lanceret mange kollektioner, og hvis en af dem gik dårligt, var det noget, man talte om i familien, fordi alle arbejdede sammen og var en del af virksomheden, fortæller Isabel Aagaard.

“Det gør ikke lige så ondt på mig, når vi laver fejl, eller noget ikke er lige så succesfuldt som det forrige, for jeg ved, at det hurtigt kan vende. Der er mange parametre, der gør, at det lige går den ene eller den anden vej,” siger hun.

Gennem den forretningsforståelse, Lise og Peter Aagaard har givet hende, har hun lært, hvor vigtigt det er at tage ansvar, når man har en virksomhed – for der en ingen chef, man kan spørge, man står selv med de svære valg.

“Jeg er ikke regnskabskyndig, men jeg bliver nødt til at kunne sætte mig ned og læse et regnskab for at kunne forstå min virksomheds tal,” siger hun og fortsætter:

“Der er alle mulige dele af virksomheden, som jeg ikke er specialist i, men som jeg bliver nødt til at tage ansvar for.”

Forretning og virksomheder fylder stadig meget i Isabel Aagaards forhold til forældrene. De er en stor sparring for hende, og hun kommer til dem med både personlige og virksomhedsmæssige spørgsmål.

“Hvis det handler om store ting, min bror og jeg er uenige, noget på det personlige plan, eller noget forretning såsom: De vil gerne have de her procenter for det her, er det fair? Er det mig, der er langt ude?, snakker jeg med mine forældre,” siger hun og fortsætter: “Jeg kan spørge om nogle store ting, som de kan sætte sig ind i ret hurtigt. Jeg synes, det er utroligt fedt at kunne gå til dem.”

Men Trollbeads-stifterne kan også blive inspireret af måden, deres to børn, Isabel Aagaard og Nicolas Aagaard, nu driver Lastobject på. I virksomheden arbejder de tre partnere, men har ingen ansatte, og da forældrene hørte det, sagde de:

“Man kan ikke have en virksomhed uden medarbejdere.”

Men det beviste de, at man godt kan. Lastobject har i stedet 25 freelancere, der sidder rundt om i verden og laver alt fra grafik og salg til administration og shipping.

“Mine forældre kunne se, at man ikke behøver at have en ansat, som sidder på ens kontor og arbejder med f.eks. sociale medier,” siger hun.

Isabel Aagaard er i øjeblikket på barsel med sin lille søn, der kom til verden i juni, og hun håber at kunne give nogle af de værdier videre, som hun har fået af sine forældre.

“Jeg vil gerne give ham lysten til at arbejde, fordi det har givet mig så mange fede ting og bragt mig så meget glæde,” siger hun.

Men hun vil også sørge for, at alt ikke kommer til at handle om virksomheden og give ham mere tid.

“Jeg kan mærke, at nu hvor jeg er voksen og har fået mit eget barn, at jeg også gerne vil have, at vi kan lave andet sammen. Selvom det har været sjovt, så kunne det være fedt at kunne tage på ferie og bare nyde en anden kultur og lege, uden det har noget stort formål,” siger Isabel Aagaard.

Hun fortæller, at hun på et tidspunkt begyndte at strikke, og “det er virkelig formålsløst”.

“Jeg vil aldrig kunne strikke noget så hurtigt, at det ville give økonomisk mening. Det var rart for mig at gøre noget, der ikke havde et formål – og det vil jeg gerne dele med mine børn. De skal kunne gøre nogle ting, der ikke har et formål,” siger hun.