ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dansk virksomhed får millioner til stavekontrol mod ekskluderende sprog: “Det har været en kamp med et begrænset budget”

Seed Capital har investeret i Develop Diverse, der hjælper virksomheder med at fjerne ekskludering i jobannoncer

Jenifer Clausell-Tormos, adm. direktør og stifter af Develop Diverse, vil normalisere diversitet med software, der hjælper virksomheder med at være mere inkluderende i jobannoncer. Foto: Nina Pilgaard.
Jenifer Clausell-Tormos, adm. direktør og stifter af Develop Diverse, vil normalisere diversitet med software, der hjælper virksomheder med at være mere inkluderende i jobannoncer. Foto: Nina Pilgaard.

Den danske virksomhed Develop Diverse har gjort det til sin mærkesag at bekæmpe ubevidst bias, og nu har den fået venturekapitalfonden Seed Capital med ombord med en investering på 15 mio. kr.

“Denne investering giver os mulighed for at vokse og eksekvere. Det har været en kamp med et begrænset budget,” siger Jenifer Clausell-Tormos, adm. direktør og stifter af Develop Diverse.

Develop Diverse har udviklet en softwareløsning, der hjælper virksomheder med at optimere sproget i jobbeskrivelser, så det bliver mere inkluderende. Startupvirksomheden, der har eksisteret i fire år, har tidligere modtaget beløb fra investorer, men størrelsesordenen har været langt fra investeringen fra Seed Capital.

Diversitetsagenda

Virksomhedens software er bygget på forskning, og den scanner jobbeskrivelser for både eksplicitte og implicitte ord, der kan have ubevidst bias, hvorefter brugeren kan vælge, om vedkommende vil ændre ordet. Derudover giver den også brugeren en forklaring på, hvorfor ordet kan indeholde bias.

Vores vision er at normalisere diversitet

Jenifer Clausell-Tormos, adm. direktør og stifter af Develop Diverse

Diversitet er blevet et stort indsatsområde i danske virksomheder, ogblandt andet har A.P. Møller-Mærsk ansat en chef for diversitetfor at optimere præstationen på området.

Hos Seed Capital har man også noteret sig, at diversitet er et område, der vokser frem.

“Diversitet er blevet en makrotrend, hvor virksomheder i hele verden i forskellige grader kæmper lidt med, hvordan de skal løse det her problem. De mangler nogle enkelte værktøjer, og her er Develop Diverses softwareløsning en mulighed. De har udviklet et interessant og vigtigt produkt, og det er derfor, at vi har valgt at investere i virksomheden,” siger Ulla Brockenhuus-Schack, ledende partner i Seed Capital.

På trods af at diversitet har været på dagsordenen hos de danske virksomheder i flere år, viser en analyse foretaget af McKinsey & Company i 2018, at Danmark halter bagud, når det kommer til antallet af kvindelige ledere, hvor Danmark landede på en 80.-plads ud af 144 lande. Vores nordiske nabolande, Norge, Sverige, Island og Finland, var derimod i top-5.

Positive erfaringer

Ulla Brockenhuus-Schack hæfter sig især ved, at softwareløsningen har vist sig at være nyttig for virksomhederne.

“En af grundene til, at vi blev forelsket i Develop Diverse, er, at det er sjældent, at man finder en software, der virker så overbevisende og øger antallet af kvalificerede kvindelige ansøgere så meget,” siger Ulla Brockenhuus-Schack.

Develop Diverse har virksomheder som Amazon, TDC, Vestas, Danish Crown og Danske Bank i kundeporteføljen.

81

pct. steg antallet af kvalificerede kvindelige ansøger i Danske Banks pilotprojekt

Netop Danske Bank har udført et pilotprojekt med Develop Diverses softwareløsning på 40 jobannoncer, hvor antallet af kvalificerede kvindelige ansøgere steg med 81 pct., mens det samme gjorde sig gældende for 39 pct. mænd, da de fjernede ubevidst bias.

Udvidelse af produktet

Den nye kapital skal bruges på at udvide produktet, så det kan bruges af flere ansatte i virksomhederne.

“Vi vil gerne have, at hver eneste ansat i virksomhederne kan bruge vores software. Vi vil udvide produktet, så det også kan bruges til e-mail, chats, videoopkald, salgskommunikation og andet. Vores vision er at normalisere diversitet, og vi ved, at sproget er meget kraftfuldt,” siger Jenifer Clausell-Tormos.

Ifølge Jenifer Clausell-Tormos kan softwaren også ses som et produkt, der lærer brugeren om bias, og derfor er det hendes håb, at det kan medvirke til at mindske dem over tid.

Andre læser også

Børsen Job

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis