ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Direktør savnede viden og rådgivning om grøn omstilling: “Det er en jungle at finde rundt i”

Den grønne omstilling er en mundfuld for smv'er, og derfor skal processen gøres håndgribelig, så flere kan komme i gang, mener Jakob Riis, bestyrelsesformand i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

rik Mailil, adm. direktør i Maileg, mærkede et pres fra kunderne i forhold til den grønne omstilling. Arkivfoto: Michael Drost-Hansen
rik Mailil, adm. direktør i Maileg, mærkede et pres fra kunderne i forhold til den grønne omstilling. Arkivfoto: Michael Drost-Hansen

“Vi bliver nødt til at gøre det, hvis vi vil overleve som virksomhed i længden.”

Sådan siger Erik Mailil, adm. direktør i Maileg, der sælger tøjkaniner, mus, julemænd og alt muligt andet legetøj. Maileg har netop taget fat på sin bæredygtighedsrejse.

Indtil videre har virksomheden ikke arbejdet koordineret med den grønne omstilling, og når kunderne spurgte ind til, hvad virksomheden gjorde, savnede direktøren at kunne svare klart.

Men i sidste uge mødtes ledelsen i Maileg med en specialafdeling af revisionshuset Beierholm, som bl.a. arbejder med at identificere og beregne virksomheders klimaregnskab. Beierholm skal udregne Mailegs CO2-regnskab og give bud på forbedringer.

“Det ville have været for vanskeligt at starte selv. Næsten umuligt. For det er en jungle at finde rundt i, hvad der er bedst at gøre i forhold til den grønne omstilling,” siger Erik Mailil.

Det er absolut nødvendigt for at sikre, at man kan have succes på sigt

Jakob Riis, bestyrelsesformand i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

Direktøren er ikke den eneste, der har svært ved at finde ud af, hvor han skal begynde. 16 pct. af smv'erne svarer i en ny undersøgelse, at manglende viden eller rådgivning om muligheder og potentielle gevinster er en barriere for at kaste sig ud i den grønne omstilling. Godt 5000 virksomheder med op til 249 ansatte har deltaget i undersøgelsen fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og Erhvervsstyrelsen.

Jakob Riis, bestyrelsesformand i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, mener, at det er vigtigt at få gjort den grønne omstilling konkret.

“Smv'erne, der skal i gang, skal tages i hånden og vises, hvilken vej de mest fordelagtigt kan gå,” siger han og uddyber, at virksomhederne bør søge hjælp til at få taget hul på arbejdet.

Det skal ifølge bestyrelsesformanden ske gennem programmer som “Grøn Cirkulær Omstilling i SMV'er” eller hos landets erhvervshuse.

“Alle omstillinger og ændringer kræver investeringer, tid og ledelsesmæssig båndbredde. Derfor er det vigtigt, at virksomhederne sætter ind, hvor de får mest ud af det,” siger Jakob Riis og fortsætter:

“De skal gøre det, fordi det er absolut nødvendigt for at sikre, at man kan have succes på sigt.”

Går snart i krig

Hos Maileg tror Erik Mailil heller ikke, han kommer uden om den grønne dagsorden. Direktøren frygter, at det en gang i fremtiden vil blive et krav, at virksomheder kan levere et CO2-regnskab, eller der kommer en grøn afgift, der vil ramme virksomheden.

“Vi kan lige så godt komme i gang nu. Hvorfor vente?” siger han.

Resultatet fra Beierholms undersøgelse lander i løbet af efteråret. Derfra vil Maileg for alvor gå i krig med den grønne omstilling.

Andre læser også

Børsen Job

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis