Muligheder er der nok af i virksomheden Tonsser, en slags Linkedin for unge fodboldspillere.
Coronakrisen betyder aflysning af de fodboldkampe, der normalt føder resultater og statistik ind i Tonssers app. Men stifter og adm. direktør Peter Holm ser muligheder for at tilpasse produktet f.eks. ved at fokusere på selvtræning og inspiration til spillerne gennem coronakrisen.
“Som digital virksomhed bør vi kunne tilpasse os,” siger han.
Stiftet i 2014. Hovedproduktet er en app, hvor fodboldspillere kan gemme præstationer, dele videoer, sammenligne sig med andre og vise sig frem for klubber og talentspejdere. Har 1,3 mio. brugere i bl.a. Frankrig, England, Tyskland, Danmark, Norge og Schweiz. Var da coronakrisen ved at teste app'en i USA ogrejse amerikansk investering. Omsatte for 3 mio. kr. i januar.
Der er bare et problem. Hvis Peter Holms medarbejdere skal arbejde på at tilpasse virksomheden, udelukker de sig selv fra at modtage statens lønkompensation. Og den er der hårdt brug for.
“Langt de fleste virksomheder har som os rigtig meget brug for alle mand på dæk til at ændre strategien og tilpasse sig situationen, samtidig med, at vi som de fleste andre står i likviditetsproblemer,” siger direktøren.
Med trepartsaftalen, som regeringen og arbejdsmarkedets parter står bag, kan virksomheder få kompenseret en del af hjemsendte medarbejderes løn.
“Hvis du sender medarbejderne hjem, og de ikke må arbejde, så udskyder du bare problemerne tre måneder
Peter Holm, stifter og adm. direktør i Tonsser
Men skal man have lønkompensation, er det et krav, at medarbejderne ikke arbejder.
Tonsser har i alt 42 ansatte, hvoraf 28 sidder i Danmark. Virksomheden havde for 2020 et mål om at firdoble omsætningen, og i februar havde Tonsser allerede omsat for ligeså meget som i hele 2019.
Men med coronakrisen ser Peter Holm ind i at miste 50 pct. af omsætningen for resten af 2020.
“Vi skal nok indhente det tabte i 2021, hvis vi kan tilpasse strategien og samtidig få hjælp til likviditeten,” siger han.
“Men hvis vi ikke tilpasser os, så har vi et produkt, der i virkeligheden ikke er særligt relevant.”
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) afviser ikke, at regeringen vil justere på aftalen.
“Regeringen er åben for at drøfte med parterne, hvis der er justeringer, der kan gøre det mere fleksibelt,” siger han til Børsen.
Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), der er en af lønaftalens tre parter, afviser over for Børsen at ville løsne op for kravet om, at medarbejdere skal afholde sig fra at arbejde.
“Hele præmissen for aftalen om lønkompensation er jo, at alle parter bidrager: Staten med op til 30.000 kr., arbejdsgiverne med de sidste henholdsvis 10 pct. og 25 pct. alt efter, om der er tale om en timelønnet eller funktionær, og lønmodtagerne med op til 5 feriedage,” skriver hun i et mailsvar og fortsætter:
pct. af omsætningen står Tonsser til at miste som følge af coronavirus
“Hvis der pilles ved den balance, så lønmodtagerne skal kunne arbejde indenfor lønkompensationsordningen, er det jo vanskeligt at hævde, at de pågældende medarbejdere ellers ville være blevet fyret,” lyder det.
Indgået mellem regeringen, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Retter sig mod virksomheder, der står over for at skulle fyre mindst 30 pct. af de ansatte eller mindst 50 medarbejdere som følge af coronakrisen. Indebærer kompensation af 75 pct. af lønudgifterne til hjemsendte funktionærer og 90 pct. for ikkefunktionærer, og højst 30.000 kr. om måneden pr. fuldtidsansat. Virksomheden betaler 25 pct. eller 10 pct. af medarbejderens løn eller restbeløbet over 30.000, og medarbejderen skal bidrage med fem feriedage. Mens virksomheder benytter ordningen, må de ikke afskedige medarbejdere af økonomiske årsager. Derudover må hjemsendte medarbejderne ikke arbejde.
At sætte Tonsser på pause for at modtage kompensation, sammenligner Peter Holm med at “tisse i bukserne for at holde sig varm”.
“Hvis du sender medarbejderne hjem, og de ikke må arbejde, så udskyder du bare problemerne tre måneder,” siger han.
Men behovet for likviditet er akut, og der er hverken hjælp at hente i et tilfrosset finansieringsmiljø eller i hjælpepakken om kompensation af faste udgifter, fordi Tonsser – som mange vækstvirksomheder – havde underskud i 2019.
Derfor har Peter Holm valgt at søge lønstøtten og sætte de danske medarbejdere i bero.
Han håber dog stadig på en statslig håndsrækning.
“Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at beholde vores folk og fortsætte væksten, men uden lønkompensation og arbejdskraft, så bliver det svært” siger direktøren.