ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Thisted Kommune er Snedsted Turistbussers største kunde – og nu har den stoppet sine betalinger: “Vi har nogle frygteligt gode medarbejdere, vi rigtigt gerne vil beholde”

Trods opfordringer

fra regeringen om støtte til erhvervslivet oplever private leverandører, at offentlige aftaler aflyses

Anja Gregersen, ansat i sine forældres busfirma i Snedsted i Nordjylland, som har mistet alle indtægter fra kommunen pga. coronakrisen. Hendes far og ejer af Snedsted Turistbusser, Knud Egon Gregersen, ved rattet. Foto: Claus Bjørn Larsen
Anja Gregersen, ansat i sine forældres busfirma i Snedsted i Nordjylland, som har mistet alle indtægter fra kommunen pga. coronakrisen. Hendes far og ejer af Snedsted Turistbusser, Knud Egon Gregersen, ved rattet. Foto: Claus Bjørn Larsen

Den 13. marts fik Snedsted Turistbusser en mail fra Thisted Kommune. I mailen stod, at kommunen, der er busselskabets største kunde, med henvisning til force majeure ville stoppe sine betalinger i 14 dage fra 16. marts.

Jeg kan ikke sidde som forvalter af offentlige midler og give en særlig hånd til virksomheder

Ulrik Andersen, kommunaldirektør, Thisted Kommune

“Vi tænkte: Hvad skal vi gøre? Vi har nogle frygteligt gode medarbejdere, vi rigtigt gerne vil beholde,” fortæller Anja Gregersen, der er datter i enkeltmandsvirksomheden, som hendes far ejer.

Hun vil nødigt sige farvel til selskabets chauffører, da busserne bl.a. kører for specialskoler.

“Jeg kører selv nogle gange med børn med autisme, og det skal helst være den samme, der kører, ellers vælter deres verden,” siger Anja Gregersen, der undrer sig over, at hun fortsat skal betale til kommunens – lukkede – dagtilbud og idrætsforeninger, mens busselskabet ingen betaling får.

Snedsted Turistbusser er langt fra ene om at få annulleret betalinger fra det offentlige.

En undersøgelse blandt Dansk Erhvervs medlemmer foretaget 25.–26. marts viser, at hver femte virksomhed, som sælger til det offentlige, har oplevet at få annulleret en indgået eller igangværende aftale som følge af coronakrisen den seneste uge.

Det på trods af, at regeringen, Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner sidste uge fremlagde en aftale, der havde til formål at give en håndsrækning til offentlige leverandører, bl.a. ved at fjerne anlægsloftet.

“Regeringen og KL er enige om, at det offentlige indkøb skal være med til at understøtte, at virksomhederne – og dermed lønmodtagerne – kommer godt igennem den ekstraordinære økonomiske situation som følge af COVID-19,” lød det i aftalen, der dog særligt retter sig mod byggebranchen.

Forskel på kommuner

Kommunaldirektør i Thisted Kommune Ulrik Andersen understreger, at selvom kommunen forsøger at fremskynde investeringer og vedligeholdelsesarbejde og betale regninger hurtigt, er der grænser for, hvad kommunen kan gøre.

“Vi vil gerne være i dialog og være forstående og lempelige med vores leverandører. Men vi kan jo ikke være dem, der holder hånden under dem,” siger han og henviser til, at kommunen ikke kan gå ud over den kontrakt, der er indgået med leverandøren.

“Jeg kan ikke sidde som forvalter af offentlige midler og give en særlig hånd til virksomheder,” siger han.

I Aarhus Kommune har man valgt at fortsætte betalingen til kommunens vognmænd i krisens første uger, og sektionsleder af kørselskontoret Steen Bligaard ser ikke et problem i forhold til kommunens kontrakt.

“Vi forsøger at holde tingene flydende, og busleverandøren er jo uden skyld i det her,” siger han og oplyser, at kommunen afventer en udmelding fra KL om, hvad kommunerne bør gøre.

Cheføkonom i KL Morten Mandøe skriver i et mailsvar til Børsen:

“KL har opfordret kommunerne til at fremrykke betalinger og gøre alt, hvad de kan, for at holde hånden under virksomhederne. Der kan være forskel fra kommune til kommune, men det hænger ofte sammen med, hvordan kontrakten mellem kommunen og den enkelte virksomhed er skruet sammen, og i de tilfælde kan man ikke komme med nogen generel anbefaling ud over at opfordre til dialog med leverandøren.”

Også fra Social- og Indenrigsministeriet lyder det, at kommunernes håndtering beror på den aftale, der er indgået med leverandøren.

Snedsted Turistbusser modtog 26. marts endnu en mail, hvori der står, at kommunens suspendering af betaling til selskabet fortsætter til og med 16. april.

Andre læser også

Børsen Job

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis