ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Hvor går grænsen i din virksomhed? Sådan håndterer ejerleder sexisme: “Vi fik os talt rundt om det sårbare”

Jargonen i Dansk Varebilindretning er bramfri og indimellem lummer. Men er det egentlig OK for alle?Det spurgte ejerleder Lone Porsgaard Rasmussen sig selv om i kølvandet på sexismedebatten

Sexismedebatten fik Lone Porsgaard Rasmussen, der er medejer af Dansk Varebilindretning, til at reflektere over, om den bramfri jargon og lumre tone i firmaet egentlig var OK for alle ansatte. Foto: Michael Drost-Hansen
Sexismedebatten fik Lone Porsgaard Rasmussen, der er medejer af Dansk Varebilindretning, til at reflektere over, om den bramfri jargon og lumre tone i firmaet egentlig var OK for alle ansatte. Foto: Michael Drost-Hansen Michael Drost-Hansen

“Som kvindelig chef i en ‘håndværkerbiks’ har jeg det meget ambivalent lige nu. Jeg synes sexismedebatten er nødvendig. Men samtidig vil jeg være så ked af, hvis jeg og ‘vores drenge’ ikke kan få lov at balancere på dydens smalle sti, hvor den platte, sjofle humor nogle gange løfter hele formiddagens humør til uventede højder.”

Det sigerLone Porsgaard Rasmussen,der sammen med sin far ejer Dansk Varebilindretning i Sjølund syd for Kolding. Firmaet tæller syv ansatte, og Lone Porsgaard Rasmussen er for tiden den eneste kvinde på fuldtid i firmaet. I en hverdag med fuld fart er en bramfri og lummer jargon med til at holde humøret højt og få smil og grin frem.


Er jargonen i orden?

Sådan har det været i årevis i den lille virksomhed. Men sexismedebatten fik Lone Porsgaard Rasmussen til at reflektere over, om det egentlig var alle ansatte, der fandt jargonen i orden, eller om det af og til gik over nogens grænser. Og hvis de kække jokes blev for meget, hvordan kan man så sige fra i en lille virksomhed, hvor chefen er den, der ofte slår tonen an?

“Det gav anledning til en snak om personlige grænser, vi ikke ville have haft, hvis ikke debatten i samfundet havde været der,” siger Lone Porsgaard Rasmussen.

Medarbejderne mødes tre gange dagligt i Dansk Varebilindretning: til formiddagspause, frokost og eftermiddagspause. Formiddagspausen betaler virksomheden for, og Lone Porsgaard Rasmussen bruger den til at give fælles beskeder.

Det var også i den pause over formiddagskaffen, hun annoncerede, at tiden skulle bruges på en snak om grænser og sexisme.

Hun åbnede selv for snakken med at sige, at hun jo arbejder sammen med sin far, og så er det ikke altid, de sjofle vitser kun er sjove – indimellem kan det også blive pinligt.

“Selvom jeg måske griner, så kan mine tæer godt krumme sig i skoene. Så bliver jeg 16 år igen, og når jeg har det sådan, tør jeg slet ikke gisne om, hvordan min far har det,” siger Lone Porsgaard Rasmussen.

Vi fik os talt rundt om det sårbare. Jeg er selv et meget fysisk menneske, og jeg var nysgerrig på, hvordan det blev modtaget. Jeg ved jo ikke, om de helst er fri for det

Lone Porsgaard Rasmussen

Det blev til en god og åben snak rundt om kaffebordet med eksempler på, hvornår den lumre jargon ikke var OK. F.eks. var alle enige om, at dengang firmaet havde en ung pige på 15 år, der kom og fejede gulvene, så var det ikke i orden med den slags snak, mens hun var der.


Ros eller klamme hænder

Det blev også til en snak om fysiske grænser. Er det f.eks. OK at lægge hånden på en kollegas skulder og rose hinanden, og hvor længe skal hånden ligge, før berøringen bliver klam?

“Vi fik os talt rundt om det sårbare. Jeg er selv et meget fysisk menneske, og jeg var nysgerrig på, hvordan det blev modtaget. Jeg ved jo ikke, om de helst er fri for det. Det, at vi fik snakken, var på sin plads, for det er jo mig, der er i en magtposition her,” siger hun.

Debatten i kaffepausen gav også gode snakke om, hvordan man kan bevare det sjove uden at overtræde grænser.

“Der har jo været historier fra håndværkerbranchen om overgreb og krænkelser. Men man kan måske godt skelne og nuancere, så man ikke behøver lægge jargonen helt ned,” mener Lone Porsgaard Rasmussen.

Helt konkret aftalte medarbejderne i Dansk Varebilindretning, at det skal være nemt at sige fra – også selvom man er et lille team:

“En god måde at sige fra på kan være at sige højt: “Nu begynder mine tæer at krumme.” Så ved alle her, hvad det betyder,” fortæller Lone Porsgaard Rasmussen.

Andre læser også

Børsen Job

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis