Det bliver ikke Jesper Sjögrens børn, der overtager hans livsværk, Oxymat, når den nu 60-årige stifter, ejer og direktør engang går på pension. Virksomheden er i stedet sat til salg, og en væsentlig årsag til den beslutning er, at regeringen har forhøjet arveafgiften ved generationsskifte fra 6 til 15 pct.
“Det var en klart afgørende brik i, at Oxymat ikke bliver en familieejet virksomhed længere. Jeg havde simpelthen ikke lyst til at udstyre begge mine børn med en gæld,” fortæller Jesper Sjögren, der regner med at salgsprocessen er afsluttet inden for et par år.
Oxymat producerer oxygen-, nitrogen- og hydrogengeneratorer. Tidligere var nitrogen det største forretningsområde, men coronakrisen har vendt op og ned på det og givet virksomheden kolossal vækst i omsætningen. Iltgeneratorer er nemlig noget af det, der for alvor har været brug for rundt om i verden, og Oxymat har leveret udstyr til hospitaler fra Peru til Indien og Egypten. Omsætningen er steget fra 160 mio. kr. i 2019 til 215 mio. kr. sidste år. Og i år er forventningen 300 mio. kr.
Samtidigt er virksomheden altså gået på jagt efter en industriel køber, fortæller Jesper Sjögren.
“Jeg havde simpelthen ikke lyst til at udstyre begge mine børn med en gæld
Jesper Sjögren, Oxymat
“For mit eget personlige vedkommende realiserer jeg en gevinst, der giver mange flere penge i kassen, end det ville gøre at fortsætte og give det til børnene,” siger Jesper Sjögren.
“Men hvis det var fortsat som familievirksomhed, ville det være forankret omkring Helsinge, hvor jeg har boet de sidste 34 år. Det er det, jeg er lidt ked af på landets vegne. Jeg ville godt kunne gå forbi her som pensionist om 20 år og sige: Den virksomhed skabte jeg. Det er jeg ikke så sikker på kommer til at ske.”
mio. kr. forventer Oxymat i omsætning i år
Jesper Sjögren er ikke den eneste virksomhedsejer, der har droppet et generationsskifte, efter at de nye regler trådte i kraft i 2020. Det er i hvert fald oplevelsen hos virksomhedsmæglerne Lucas Partners. Normalt beskæftiger de sig med både generationsskifter og virksomhedssalg, fortæller partner Ole Bang Nielsen. Men efter et boom i generationsskifter i 2019 – op til skatteforhøjelsen – har mæglervirksomheden ikke haft en eneste regulær generationsskiftesag, oplyser han.
“Man finder en anden vej, typisk ved at handle mellem virksomheder,” siger Ole Bang Nielsen.
Kort fortalt opretter både virksomhedsejere og deres arvinger holding-selskaber. Børnenes holding-selskab kan så betale gæld til forældrenes holding-selskab uden at betale arveafgift. På den måde undgår ejerne at trække penge ud af virksomheden for at afregne afgift med staten.
“Ved denne her løsning sikrer man, at pengene bliver i virksomheden. Først når man trækker til forbrug, bliver man beskattet,” siger Ole Bang Nielsen.
“Det handler om at “skubbe” med skat og sikre sig, at der ikke utidigt skal trækkes penge ud af virksomheden for at afregne en generationsskifteskat,” forklarer han og understreger, at det er afgørende, at virksomheden handles til en værdi, som skattevæsnet kan acceptere.
“Det er klart en fordel, hvis man på forhånd har en model, der kan sige, hvad “prisen på grisen” egentlig ville være. Så kan man se, om det er en god idé eller ej,” siger Ole Bang Nielsen.
Skatteministeriet kan ikke oplyse præcist hvor mange penge, der kommer ind fra afgifter i forbindelse med generationsskifte de enkelte år. Samlet set kom der i 2019 8,6 mia. kr. ind i bo- og gaveafgift. Det faldt til 6,7 mia. kr. i 2020. Men det tal dækker altså meget bredere end blot virksomhedsoverdragelser mellem generationer.