ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Thorborg leverer tocifret millionoverskud med Dinero: “Der tror jeg sgu, at vi har været en sten i skoen på mange af vores konkurrenter”

2020 var et fremragende år for Dinero, der mandag præsenterer årsregnskab og et overskud på 26,4 mio. kr. Ifølge direktør Martin Thorborg skyldes den flotte vækst især virksomhedens fokus på at hjælpe andre gennem coronakrisen

Dinero Regnskab ApS med Martin Thorborg i spidsen havde sidste år historisk stor kundetilgang. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.
Dinero Regnskab ApS med Martin Thorborg i spidsen havde sidste år historisk stor kundetilgang. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

Med coronasmitte og nedlukning har 2020 været et mørkt år for mange erhvervsdrivende. Hos Dinero, der står bag et regnskabssystem, har man ændret på forretningen for bedst muligt at komme de små virksomheder til undsætning.

Der tror jeg sgu, at vi har været en sten i skoen på mange af vores konkurrenter

Martin Thorborg, adm. direktør og medstifter af Dinero

“Det har været forbandet hårdt. Vi har spillet meget af vores forretning om i år for at hjælpe virksomheder med alle de her hjælpepakker,” siger adm. direktør og medstifter Martin Thorborg.

Direktøren glæder sig over, at man har formået at øge omsætningen med 35 pct. til 77,9 mio. kr. fra 57,5 mio. kr. i 2019. Resultatet før skat steg med 50 pct. til 33,8 mio. kr. fra 22,6 mio. kr. i det foregående år.

Det samlede resultat på bundlinjen lander på 26,4 mio. kr.

“Det skal man vist være et skarn for ikke at være tilfreds med. Vi er rigtig stolte over resultatet,” siger direktøren.

Fokus på brugersupport

Som forklaring på den store vækst fremhæver Martin Thorborg, at man har fokuseret på at hjælpe andre virksomheder gennem coronakrisen.

“Da coronakrisen indtraf, lagde vi hovedet i blød for at finde ud af, hvad vi kunne bidrage med. Vi tænkte, at hvis vi kunne hjælpe vores 63.000 små virksomheder, der bruger Dinero, med at overleve, så gør vi en god gerning over for de selvstændige. Men det er selvfølgelig også noget, som vil gavne vores forretning på den lange bane,” siger han.

50

pct. er årets resultat før skat steget i 2020

I Dineros regnskabssystem har man tilføjet en widget, der giver brugeren besked, hvis man har mulighed for at søge en hjælpepakke. Herefter kan man downloade alle tallene til det offentlige og en vejledning til, hvordan man søger kompensation.

Da coronakrisen brød ud, åbnede Dinero deres brugersupport, så alle har kunnet ringe ind i og modtage hjælp gratis.

Det har ifølge Martin Thorborg været en rigtig god forretning. I 2020 oplevede Dinero en historisk stor tilgang på 6225 betalende kunder.

“Vi lavede simpelthen et helt hjælpeunivers, som alle kunne bruge. Der tror jeg sgu, at vi har været en sten i skoen på mange af vores konkurrenter,” siger han.

Væksten fortsætter i år

Martin Thorborg er ikke i tvivl om, at Dinero kan fortsætte væksten i 2021. Det er på trods af, at coronakrisen betyder, at mange små virksomheder må risikere at dreje nøglen om i fremtiden.

“Det er så stærk en forretning, vi har. Vores målgruppe er nogen, hvor hvis de går konkurs, så starter mange af dem op igen. Og hvorfor skulle de så skifte regnskabsprogram, hvis de har været glade for vores?," siger han og peger på, at virksomheden allerede er kommet godt fra start.

“Jeg forventer et rigtig godt år. Det vidner januar også om med en stigning i nysalg på 30 pct. i forhold til sidste år,” siger Martin Thorborg.

Andre læser også

Børsen Job

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis